Årets sidste kommentar:

En ufattelig katastrofe, som vi endnu ikke har set afslutningen af, ramte hele den internationale rejsebranche i julen. Et år, der endelig var begyndt at blive normalt. Ovenpå problemer i èn lang række siden 11. september 2001, Sars i fjor og terrortrusler rundt om i verden.



Skræmte amerikanere har gennem det sidste par år gjort rejselivet uendelig svært, og hæmmet det frie menneskes frie bevægelighed, langt ud over det rimelige. Samtidig med at de har frataget mange glæden ved at rejse til et af verdens største og mest spændende lande. Netop nu glider det imidlertid i baggrunden, som noget helt sekundært.



Endelig så det ud til, at forholdene var på vej til at blive normaliseret i resten af verden, da katastrofen ramte mange af de mest populære ferieområder i Fjerne Østen. En katastrofe af et omfang langt værre en 11. september, Bali og Sars tilsammen.



Endnu kender vi ikke det endelige antal omkomne, men vi kender rigeligt til at kunne vurdere, hvor slemt det er, og hvor slemt det vil blive. Der går lang tid , før alt igen er helt, som det var i “vores ferieparadis”.



I Thailand, på Sri Lanka, på Maldiverne og alle de ferieområder, langt derude i det dejlige klima, hvor bølgerne før bare slog blidt ind mod de solfyldte strande med glade mennesker i afslappet og glad feriestemning.



DETTE er årets sidste webavis fra Take Off. Et år, hvor vi fik skabt en helt ny aktiv linie på skærmen, som en naturlig videførelse af det 48-årige rejsemagasin, primært for rejsebranchen i alle led.



Et år, da nyskabelsen Take Off Weekly kom til verden med kommentarer, aktuelle artikler og reportager. En webavis, der fra starten har fået en meget stor læserskare. En avis der udkommer kl. 12 om fredagen, når en travl arbejdsuge er ved at rinde ud, og der er tid til at læse både alvorlige og humoristiske indslag fra ugen, der gik. Skrevet af Take Offs egne journalister og af branchens eksperter i alle led.



Vi havde den store glæde at nå op over 8.000. “seere”, vel at mærke før jul. En dag som ikke havde noget med katastrofen at gøre. Vi ved naturligvis godt, at det ikke hedder sådan i IT-sproget, men det er fristende at sætte lighedstegn mellem en tv-stations seertal og det antal, som på et eller andet tidspunkt på en given dag, går ind og ser på noget, der har deres interesse. Et sted mellem 80 og 90 procent tilkendegav også, at de mener vi lever op til deres forventninger. Ved lejlighed vil vi da også gerne overgå dem i det nye år.



Det er en rejsebrancheavis. Den er for rejsebureauer, transportselskaber til lands, vands og i luften. Den er for hotellerne hjemme og ude, og ikke mindst for de mennesker, som bagved og foran kulisserne er i stand til dag efter dag at skabe denne fascinerende branche.



DEN SIDSTE uges tid har budt på langt flere nyheder, end vi har brudt os om. Til gengæld er de ulykkelige begivenheder blevet dækket af de stor medier i et omfang, som man også har ret til at forvente.



Det hverken kan eller skal vi konkurrere med. Vores opgave har været at finde nogle sidevinkler, og på længere sigt følge med i konsekvenserne for branchen.



Take Off vil også i fremtiden holde meget igen med såkaldte “Breaking News”, som vi forsøgte i forbindelse med retssagen mellem SAS og rejsebureauerne om provisionen, da dommen faldt. Noget som også satte seerrekord.



Generelt har vi dog ikke noget ønske om at blive et nyt CNN, hvad det angår. Der skal fortsat være tid for den enkelte til at passe sit arbejde.



DET BLIVER også hverdag igen. Det bliver det altid. Også efter den værste naturkatastrofe i vor tid. Rejsemønstret vil ændre sig den kommende tid, men undgår vi epidemier og andre svære følger af katastrofen, vil tingene igen normalisere sig.



Paradoksalt, at vi netop nu ser flere og flere opfordringer til at rejse til Bali, som har gabende tomme hoteller og strande og er parat til at overtage Phukets rolle indtil videre.



Det er som om også terrorist-truslen er gledet lidt i baggrunden. Måske selv terrorister har fået andet at tænke på



Take Off ønsker alle sine læsere og samarbejdspartnere et godt nytår. På gensyn 3. januar.

Skrevet af