Den 23. august er det 30 år siden borgerne i de baltiske lande formede menneskelig kæde gennem landene for at vise ønsket om selvstændighed. I den anledning har AirBaltic særmalet tre fly.
Fredag den 23. august er en særlig dag for borgerne i Estland, Letland og Litauen – den var denne dag for 30 år siden, at skønsmæssigt to millioner borgere i de tre lande skabte deres The Baltic Way gennem alle tre lande.
De baltiske borgere formede en 600 kilometer linje, hvor de holdt hinanden i hænderne fra hovedstaden i Estland, Tallinn, via Letlands hovedstad, Riga, til Vilnius, hovedstaden i Litauen.
Målet var fredeligt at vise deres ønske om atter at blive selvstændige fra det daværende Sovjetunionen, der havde holdt dem besat siden slutningen af Anden Verdenskrig. Landene blev officielt atter selvstændige i 1991.
Fordi hele denne bevægelse er så følelsesladet i de tre baltiske lande, har også det baltiske flyselskab, AirBaltic, fået særmalet tre af sine fly med farverne fra flagene i de tre baltiske lande.
For at markere 30-året for The Baltic Way samlede AirBaltic forleden partnere og medarbejdere til en mindeceremoni i lufthavnen i Riga for at markere jubilæet. Med til denne var også Letlands præsident og andre honoratiores.
Letlands præsident, Egils Levits, sagde i sin tale: “For Letland, Estland og Litauen er august frihedens måned og en måned, hvor vi fejrer og markerer vores fælles skæbne i de baltiske lande. For 30 år siden var næsten alle baltere direkte eller indirekte med i Baltic Way for at genvinde deres frihed og uafhængigheden for de tre baltiske lande.”
Præsident takkede flyselskab
Og den lettiske præsident takkede AirBaltic, der stammer fra netop Letland, men som i dag er et slags baltisk SAS. ”Jeg takker AirBaltic for den smukke og kreative ide med at få malet tre af sine fly i de farver som hver af de tre baltiske lande har i sine flag. Dermed minder flyene, når de lander i lufthavne, resten af verden om vores tre landes historie og vores fælles skæbnefortælling.”
Og i sin tale sagde Martin Gauss, koncernchef i AirBaltic: “Vi er stolte af at være vært for denne mindeceremoni for the Baltic Way – en unik og fredelig demonstration der viste verden, hvor beslutsomme og forenede de baltiske borgere var i deres ønske om at genvinde deres frihed.”
AirBaltic har i dag over 70 ruter fra de baltiske lande og ud i primært resten af Europa. Den lettiske stat ejer lige over 80 procent af AirBaltic, mens danske Lars Thuesen har de resterende aktier via et af sine selskaber, Aircraft Leasing 1 SIA. AirBaltic har i øjeblikket 39 fly, 19 Airbus A220-300, otte Boeing 737 og 12 Bombardier Q400Next Gen.
Relaterede artikler:
Flyselskab klar med endnu et særmalet fly