Flyvejournalister efterlyser prismodtagere

I december sidste år modtog ejer af det danske leasingfirma Nordic Aviation Capital, Martin Møller, til højre, Luftfartspokalen fra Danske Flyvejournalister – overrakt af foreningens nu afgåede formand, Ejvind Olesen.

I december sidste år modtog ejer af det danske leasingfirma Nordic Aviation Capital, Martin Møller, til højre, Luftfartspokalen fra Danske Flyvejournalister – overrakt af foreningens nu afgåede formand, Ejvind Olesen.

HÆDER: 5. december har Danske Flyvejournalister sin store årlige sammenkomst, hvor Luftfartspokalen og Ellehammer-prisen uddeles. Men hvem skal have dem? Foreningens bestyrelse har flere emner – men modtager gerne motiverede forslag.

Med ca. 125 deltagere er Danske Flyvejournalisters årlige arrangement i julemåneden i den pensionerede Lauritzen-terminal i Københavns Lufthavn en af dansk rejsebranches største af sin art. Her samles mediefolk, der beskæftiger sig med luftfart, topchefer fra flyselskaber, lufthavne, politikere mm.

Ved sammenkomsten uddeles Luftfartspokalen, ”en hæder til personer, der har ydet særlig indsats for dansk flyvning og luftfart” samt Ellehammer Prisen, der ”uddeles til person, der har fortsat Jacob Chr. Ellehammers pionerarbejde til gavn for flyvningens udvikling eller sikkerhed,” hedder det i foreningens statutter.

På et bestyrelsesmøde i går hos Danske Flyvejournalister blev kandidater til årets priser drøftet – men bestyrelsen besluttede også at åbne for, at der kan indsendes forslag til de to priser. Det skal ske inden 2. oktober, hvor bestyrelsen mødes på ny.

Motiverede forslag kan sendes til foreningens nye formand, Preben Kjær, på e-mail: fuglehuset@live.dk

Danske Flyvejournalisters Klub blev stiftet i 1936. Den var oprindeligt for journalister med luftfart som stofområde i medierne, men gennem årene er medlemskredsen udvidet. I dag rummer den bl.a. også pressechefer og kommunikationsmedarbejdere i virksomheder og organisationer inden for luftfart.