Hvorfor sover flypassager i feltsenge

Af Ejvind Olesen

Hvordan kan en af verdens største og mest moderne lufthavne – i hvert fald Terminal 5 i Heathrow i London- pludselig komme til at ligne en flygtningelejr med passagerer liggende over alt. Nogle i feltsenge på tredje døgn.

Det er der naturligvis mange forklaringer på, men ikke nødvendigvis gode. Det hårde vintervejr i december er noget, man må kalkulere med, hvis man vil drive luftfart i det kolde Nordeuropa. Bittert, og i år tæskedyrt. Næppe heller helt retfærdigt, at hele ansvaret skal ligge på transportøren. Men sådan er EU også. Forbrugerne har stort set altid ret.
Når det så er sagt, forstår jeg ikke, hvorfor folk, der sner inde i op til flere døgn, ikke kommer på hotel. London er en stor by med masser af hotelplads. Jeg ved selvfølgelig godt, at der kan være tilfælde, hvor man håber at kunne se et bestemt fly i luften og derfor må have passagerrene klar, men med det tempo Heathrow Lufthavn afvikler trafikken, kan det næppe være den mest logiske grund.

Nu er der naturligvis mange, der tager chancen. De fylder op og er ikke berettiget til noget som helst. De skal simpelthen følge flyselskabets anvisning. Endelig er der mange flyselskaber i London, som ikke har en pind med EU at gøre, og derfor heller ikke er forpligtet til at tage sig af passagererne, før de igen kan gå i luften.
Askeskyerne var force majeure og burde være dækket af EU, som forbød selskaberne at flyve. Der var tale om en hændelse, som flyselskaberne aldrig kan gardere sig i mod.

Sådan er det ikke med sne og frost i en vintermåned. Et sådant vejrlig skal man være forberedt på. Hvis det sner i juni måned i København er det force majeure. Når det sker i december, er det ikke. Derfor træder erstatningsreglerne i kraft.

I USA følger man slet ikke de retningslinier. Jeg mistede mit fly med SAS fra Chicago til København – på vej fra Houston – på grund af en tornado over Chicago i november. Det sagde både SAS’amerikanske afdeling og United Airlines var vejrliget, og derfor måtte passagererne selv betale for hotel og forplejning.

Den holder ikke for et EU-selskab, men måske nok for United. Det er nemlig ret så almindelig, at der er tornadoer i området omkring Chicago netop i november. Og Chicago O’Hare Lufthavn er den mest ustabile i hele Amerika. Primært på grund af vejret. Det er altså ikke force majeure.

Flyselskaberne må påtage sig udgifter til passagerernes forplejning med hotel og transport indtil de igen kan flyve. Eller andre kan overtage billetten.

Askeskyerne kostede mange hundrede millioner kr. for SAS og andre ruteselskaber. De blev tilbudt billige lånemuligheder, men ikke den erstatning, som faktisk blev lovet de første dage med islandske askeskyer. SAS kunne ikke bruge det til noget og har afskrevet beløbet (tæt på 600 mio. kr.), Cimber Sterling brugte muligheden for lån.
Er det rimeligt, at flyselskaberne selv hænger på det hele i en situation, som den vi har nu?.

Skriv din mening her.

 

 

Skrevet af Ejvind Olesen