Island er i størrelse dobbelt så stor som Danmark. Jordskælv og mindre vulkanudbrud det seneste halve år har været koncentreret i området omkring The Blue Lagoon, tæt på Islands hovedlufthavn, Keflavik. Facebook-foto: Blue Lagoon, Iceland.

Efter vulkanudbrud: Island forventer færre turister

Islands turistråd havde i år forventet omkring 2,4 millioner udenlandske turister. Efter flere mindre vulkanudbrud de seneste måneder, forudser Icelandic Tourist Board nu, at tallet skal nedjusteres.

The Blue Lagoon, Islands formentlig mest kendte turistattraktion, har været lukket siden midten af marts som følge af en række mindre jordskælv og udbrud fra en af de nærliggende vulkaner.

Seneste melding på Blue Lagoons hjemmeside er, at der i morgen, torsdag, igen tages stilling til en mulig genåbning af komplekset. Det omfatter udover selve den geotermiske Blue Lagoon også Silica Hotel, Retreat Spa, Retreat Hotel (med 60 værelser), Lava og Moss restauranterne. Alle faciliteter er ubeskadigede og lava-værnet er intakt, oplyses det.

Blue Lagoon ligger på Reykjanes-halvøen, tæt på blandt andet Islands hovedlufthavn, Keflavik. Herfra er der 50 kilometer ind til hovedstaden, Reykjavik.

Men de fortsatte, periodiske udbrud fra vulkansk aktivitet på Reykjanes-halvøen udfordrer også islandsk turisme, skriver Travel Weekly.

Flere vulkanturister, men frygter samlet nedgang
Snorri Valsson, chef for public relations hos det islandske turistråd, Icelandic Tourist Board, siger til Travel Weekly, at turistrådet som følge af vulkanudbruddene det seneste halve år forventer færre turister i år til Island.

Icelandic Tourist Board havde i år forudset ny besøgsrekord med 2,4 millioner ankommende udenlandske turister – mod 2,2 millioner sidste år. De flere lukninger af Blue Lagoon, der har fået megen omtale i udenlandsk presse, formodes at ville påvirke antallet af ankomster i nedadgående retning, hvorfor der nok skal foretages en ny kalkulering, siger Snorri Valsson.

Dog har vulkanudbruddene også tiltrukket nogle af de såkaldte vulkanturister. ”Vulkanudbrud går begge veje, de tiltrækker også nogle eventyrlystne turister,” siger han.

Mange andre geotermiske muligheder
Snorri Valsson siger også, at “The Blue Lagoon er Islands turismes største og mest varemærke, så det er lidt problematisk” at markedsføre Island ved at bruge den blå lagune, når attraktionen er lukket.

Meget af den internationale mediedækning af vulkanudbruddene på Reykjanes-halvøen har omtalt de flere lukninger af The Blue Lagoon.

”Vi har arbejdet meget for at klargøre, at vulkanudbruddene kun er forekommet på et trods alt lille areal på Reykjanes-halvøen,” siger Snorri Valsson.

Island er den næststørste ø i Europa, kun England er større. Øen Island er med sine over 100.000 kvadratkilometer mere end dobbelt så stor som Danmark.

Talsmanden for det islandske turistråd gør opmærksom på, at Island altså har mange andre geotermiske bade end Den blå Lagune. Blandt disse nævnes Sky Lagoon, Krauma, Hvammsvik Hot Springs og Myvatn Nature Baths.

 

Relaterede artikler:

Jordskælv lukker stor islandsk turistattraktion

Play føler sig ramt af ’vildledende nyhedsdækning’

Hvaljagt skader Islands turisme