Krav fra bookingmaskiner skal undersøges

Hotel house keepingHOTELLER: Konkurrencestyrelsen vil se nærmere på krav fra bl.a. hotels.com og booking.com om, at hoteller ikke må sælge deres værelser til lavere priser end de priser, de har givet bookingmaskinerne.

Målet med Konkurrencestyrelsens undersøgelse er at få afdækket, om der skal indledes nærmere undersøgelse af klausulerne. Konkurrencestyrelsen har fulgt de sager, der for tiden kører i Europa mellem de såkaldte OTA’er (Online Travel Agents) og flere EU-landes konkurrencemyndigheder, ligesom styrelsen har deltaget i et seminar i regi af EU-kommissionen om problematikken.

De tyske konkurrencemyndigheder afgjorde kort før jul, at krav om ”price parity” i hotelkontrakter er i strid med tysk lovgivning. Klausulerne betyder bl.a., at hotellerne ikke via egne hjemmesider kan udbyde hotelværelser til lavere priser end hos portalerne.

Horesta glæder sig over, at de danske konkurrencemyndigheder tager problemet alvorligt, siger foreningens formand, Jens Zimmer Christensen, og tilføjer:

”Det er positivt, at man vil undersøge disse klausuler nærmere. Grundlæggende mener vi, at problematikken skal løses på europæisk plan for at få reel effekt. Derfor bruger vi aktivt vores europæiske organisation, HOTREC, som prioriterer en løsning af problemet meget højt.”

Horesta ønsker, at OTA’er ikke mere må kræve, at værelsespriser fra hotellerne ikke kan sænkes yderligere ved f.eks. ledig kapacitet.

Ifølge Horesta kommer over 20 pct. af hotelbookingerne fra onlinerejsebureauerne. Der er forskel på, hvor meget hotellerne betaler til OTA’erne for et booket værelse – men det er typisk 20-30 pct. af prisen.