STANDBY.DK Nyt om rejser
Af Ejvind Olesen
Vi var så stolte på DSB bureauet i Esbjerg i 1954, hvor jeg som elev var med i nogle måneder som led i uddannelsen. Det var nyt. Det duftede af det store udland. Det var her byens spidser eller deres sekretærer kom, når de skulle ud i den store verden.
Og det var her vi arrangerede foldbold særtog, når Esbjergs 1. div. hold spillede i Odense eller i Idrætsparken. Det var noget helt andet end at sælge en returbillet til Varde.
Nogle år senere havnede jeg hos DSB’s flagskib på Hotel Astoria i København med en afstikker til de såkaldte Rejsebureautjeneste i Generaldirektoratet.
Jeg skrev selskabsrejseprogrammet og var senere med i ledelsen af Selskabsrejser, hvor vi havde op mod 25.000 ferierejsende årligt med særtog ned gennem Europa.
Det var in dengang at komme hjem og sige,” at man havde været på ferie med DSB”. Vi havde også kontakterne med hoteller, forplejning på togene, rejselederne og busudflugter.
Vi blev imidlertid mere og mere pressede af en vis pastor Krogager fra Tjæreborg og Simon Spies med deres charterfly. Det var lidt smartere, men både pris og kvalitet kunne vi godt matche.
Vi var en ung stab, der også ville arrangere charterfly. Det foreslog vi cheferne i Sølvgade. Men, nej! Ikke politisk muligt.
Det forstod vi ikke et brik af dengang, men i dag kan jeg godt se det logiske. At arrangere charterflyvning var, og er, noget med at tage risiko for usolgte pladser. Vi kunne med statens penge i baglommen sagtens tage risiko i modsætning til nogen af de private turarrangører, som der kom flere og flere af.
En af skeptikerne i ledelsen sagde en gang til mig: ”Inden I får for meget fart på, så husk lige, at vi tjener mere på skjorteautomaterne på Hovedbanegården end på at drive rejsebureau.”
Det mener jeg bestemt ikke var rigtigt på daværende tidspunkt, men jeg nåede ikke at se et selvstændigt regnskab for rejsebureaudriften. Udover at jeg aldrig mener, at DSB-bureauerne er blevet godskrevet den indsats de gennem 50 år har ydet for salg af togbilletter. Noget som de private bureauer kun beskæftigede sig med af nød. En situation, der fortsat gælder den dag i dag.
Op gennem årene var det almindelig kendt, at ansatte i DSB bureauerne havde den bedste uddannelse og i stort tal blev headhuntet af de private. Selv røg jeg til Ungdommens Rejsebureau hentet af direktør Børge Andersen, som også kom fra DSB bureauerne. Min efterfølger, da jeg endelig gik over til journalistikken, blev også hentet hos DSB.
Senere faldt det i mit lod at skrive om mit gamle firma i en noget mere nuanceret udgave. Blandt andet i Take Off og her på nettet med den velfunderede Ole Egholm som modpart. Ole var i øvrigt ansat i DSB’s internationale passagertrafik fra 1987-1990.
Ole Egholm har altid været imod staten, som ejer af rejsebureauer, luftfartsselskab og lufthavne. Med årene er jeg blevet mere og mere enig med ham.
Den afsluttende kommentar er fortalt af den pågældende selv. En direktør i et dansk bureau – han kom også fra DSB – havde lyst til at arbejde med en større kæde og søgte derfor jobbet som chef for DSB’s Rejsebureauer efter direktør Leif Lunderskov.
Den pågældende kom til ansættelsessamtale og blev spurgt: ”Synes De, at det er i orden, at DSB driver rejsebureauer?”
”Nej, egentlig ikke, men hvis jeg får stillingen vil jeg til enhver tid forsvare det modsatte synspunkt.”
Han fik ikke stillingen, men en endnu større chefpost i en international rejsebureaukæde.
Farvel DSB-bureauer. I havde fortjent at leve videre!
