Ombudsmand tjekker no show gebyrer

restaurantForbrugerombudsmanden går ind i sagen om restauranternes gebyrer for manglende afbud på baggrund af klager fra forbrugere, som er opkrævet store beløb, fordi de ikke mødte op på restauranten.

Det kom for nylig frem, at flere restauranter lider alvorligt under, at gæsterne bliver væk uden at melde afbud, skriver jyllands-posten.dk.

”I dag booker mange bord på internettet og afgiver betalingskortoplysninger. Det giver restauranterne mulighed for at kræve gebyr og forudbetaling, som de ikke havde tidligere. Der er der ingen klar praksis for, hvad man må og ikke må”, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

En af dem, som har fået nok af no shows, er Jacob Brink Lauridsen, fra Restaurant Taller i København. Han skrev et vredt Facebook-opslag og fortalte, at 29%. af de gæster, der siden årsskiftet har booket bord, ikke er dukket op.

”Regnestykket er ret nemt. Fortsætter vi som nu, så er der ikke nogen Restaurant Taller meget længere”, lød det fra indehaveren.

Sekretariatschef Jørgen Kønigshøfer fra Danmarks Restauranter & Caféer: ”Vi anbefaler restauranterne at tage et reservationsgebyr, når folk bestiller, men det er vigtigt at gøre kunden opmærksom på, at pengene er tabt, hvis de ikke dukker op”.

På Michelin-restaurant Frederikshøj i Aarhus var udeblevne gæster tidligere et problem, men for halvandet år siden indførte indehaveren, Wassim Hallal, at gæsterne ikke kan bestille bord via telefon. De skal lave reservation online, hvor de lader deres betalingskort registrere og indvilger i, at restauranten må trække 1.250 kr. pr. kuvert, hvis de udebliver.

Forbrugerombudsmanden holdt for nylig møde med Horesta og Danmarks Restauranter & Caféer: ”Vi har en dialog med branchen og vil undersøge praksis og retstilstanden på området”, siger Christina Toftegaard Nielsen.