Revisor mangler betaling fra Cimber

Det var opsigtsvækkende, at Cimber Sterling mandag oplyste, at KPMG har opsagt samarbejdet og fratræder. KPMGs begrundelse til Erhvervsstyrelsen lyder:

”Fratrædelsen skyldes manglende betaling af forfaldne honorarer samt manglende tillid til, at der kan tilvejebringes et meningsfyldt grundlag for revision og afgivelse af revisionserklæringer”, skriver business.dk.

 

Aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank nærer ingen tvivl om, at det er en alvorlig sag og kan ikke huske fortilfælde. Han mener det lyser som om, at hovedaktionæren i Ukraine ikke vil levere papirer til revisionen på, hvad han har lovet Cimber Sterling, hvilket skaber tvivl om opbakningen.

 

Han understreger, at hvis der er én regning, man til hver en tid skal huske at betale, så er det revisorens.

 

Cimber Sterlings bestyrelse har indkaldt ekstraordinær generalforsamling 24. april for at vælge ny revisor og få tilladelse til udvidelse af aktiekapitalen med 300 millioner kroner ved at konvertere gæld.

 

Bestyrelsen indstiller PwC som ny revisor. PwC var Mansvell Enterprises rådgiver ved overtagelsen af aktiemajoriteten i Cimber Sterling.

 

Cimber Sterlings adm. direktør Jan Palmér vil ikke offentligt kommentere spørgsmålet om manglende betalinger til KPMG. Han er dog overbevist om, at hovedejeren vil være med til at løse problemet med selskabets negative egenkapital.

 

Cimber Sterlings aktier er faldet siden børsnoteringen i 2009, da aktien kostede 10 kroner. I går lød kursen efter endnu et fald på 0,95 kroner, hvilket giver selskabet en børsværdi på 43 millioner kroner.

Skrevet af Flemming Juul