Så gik uge 49

WEEKENDMAGASINET: Julehistorien om Donald Trump og Lars Larsen, der deler fly – Snestorm på Hawaii – Burgerstrejke i USA – Så mange isbjørne er væk i 2050.

Af Ejvind Olesen

SNESTORM PÅ HAWAII: Nej, de går ikke altid med blomsterkranse og i strandudstyr på Hawaii. I den forløbne weekend var øerne ramt af en heftig snestorm med over en meter sne. Noget kunne tyde på, at en ny storm er på vej til denne weekend. Vejen til det højeste punkt, Mauna Kea, har været lukket. ”Det er ikke unormalt, der falder sne på hovedøen, men det er sjældent, at det er i så store mængder som i år,” siger en vejrmagister.

BURGERSTREJKE: Forleden var der en strejke helt nede på jorden i Chicago O’Hare Lufthavn . Der var ’næsten ingen grænser for strejkens udbredelse i et forsøg på at få en efter europæiske forhold rimelig løn på ca. 100 kr. i timen. Det gjaldt for eksempel hele lufthavnens servicekorps, som bagagefolk, rengøringspersonale i flykabiner, assisterende personale for børn og handicappede. 500 ud af 2.000 deltog, men det fik ikke afgørende betydning for afvikling af trafikken. Først da McDonald’s ansatte nedlagde arbejdet, blev passagererne for alvor sure – og sultne.

JULEHISTORIEN: ”Hello Donald Trump?”  ”Goddag. Jeg hedder Lars Larsen. Jeg har et godt tilbud til Dem, hr. kommende præsident. Jeg ser, at De ikke ønsker at Boeing skal lave en ny Air Force One til Dem. Og så var det, jeg tænkte, om vi ikke skulle dele et fly. Jeg har lige besluttet at købe et til 20 mio. kr., men det kan jeg droppe igen. Så vidt jeg ved, har De to Boeing 747, måske jeg kunne låne den ene af og til.

Jeg har 10 mio. kr. at sætte i projektet, og jeg hører, at De synes 28 milliarder kr. til et nyt fly er alt for meget. Det synes jeg faktisk også. Man skal ikke rutte med sine penge.

Jeg er i fuld gang med at lære kineserne at sove med jyske dyner, og så kunne jeg jo, når jeg alligevel er i Kina, prøve at udbedre forholdet til USA. Hvis jeg kunne låne det ene af ”vores” to fly.

Det sker da, at jeg er i USA og gerne vil benytte lejligheden til at vise Dem en af mine dyner. Og Deres mange kvinder skal prøve nogle håndklæder og vaflede karklude – til privaten altså. Jeg kan ikke forære til hele husholdningen i Det Hvide Hus.

Måske vi sammen kunne vænne Deres landsmænd fra at sove med de fjollede sammenfiltrede tæpper og lagner til fordel for en rigtig jysk dyne i en amerikansk seng.

Hvis De også hr. Præsident, havde tid til et slag golf, vil jeg gerne invitere Dem på genvisit til Himmerlands Golfklub. De kunne for eksempel være med i næste års ”Jutland Open”. Eventuelt første dag i en pro-amatør match. Her kunne de få nyudnævnt minister Thyra Frank som makker. Så kunne de sammen afgøre, hvem der er amatør, og hvem der er professionel. Thyra er også god til at tage sig af ældre mænd.

Det ene af vore fly kunne lande i Karup i Vest- og Midtjylland! Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal udtale Midtjylland på engelsk. Men det er alligevel i Herning, det hele sker.

Kommer hele Deres store familie hjem til jul? Vi bliver 20 hjemme i Silkeborg. Nej, vi skal ikke have kalkun. Jeg tror, jeg snupper en amerikansk burger.

Glædelig jul. Jeg ringer igen i januar, når De er blevet præsident.

CITATET: ”Det skulle glæde mig den dag en flybillet til Rom koster mere end et par cowboybukser”. (Fhv. direktør i Cimber Sterling, Jørgen Nielsen).

KRYSTALKUGLEN: Det er dog imponerende, hvordan forskere kan se ind i fremtiden. Et britisk fremtidsstudie forventer, at ud af de 26.000 bjørne, der i dag er i Arktis, vil der kun være 18.000 i 2050 på grund af, at havisen forsvinder.

SMILET: Han: ”Nu er råolieprisen steget igen. Forleden rundede den 55 kr., og dollar ligger og vipper omkring 7,- kr. Så stiger benzinprisen også.” Hun: ”Det betyder ikke noget for mig. Jeg tanker aldrig for mere end 100 kr.”