Fredagskommentaren – om Damage Control

Af Henrik Baumgarten



Take Off’s solonyhed i mandags vakte opsigt: bestyrelsesformanden og de to kolleger og medejere af Hannibal Travel Group gennemførte fredag i sidste uge en paladsrevolution mod bureauets stifter, koncerndirektør Jesper Hannibal. Han fik først søndag lov til at rydde sit skrivebord under overvågning.



Jesper Hannibal bekræftede søndag Take Off’s oplysninger. Men uden privat- eller mobilnumre til bestyrelsesformand Kurt Kvorning eller de to kolleger, Steen Grosen Andersen og René Andersen, kunne de ikke træffes for en kommentar. Kommentaren om mandagen var nu også kort, en pressemeddelelse på 55 ord om bl.a. at: ”Fratrædelsen sker efter længere tids uenighed om virksomhedens ledelsesprincipper, mål og visioner.”



Take Off ringede i denne uge til Kurt Kvorning, men den korte samtalte endte med, at han venligt sagde, at nu skulle han altså til møde, sagde farvel og lagde røret på.



Jesper Hannibal sagde i tirsdags til Børsen, at samarbejdet med Kvorning var rigtig godt i de 6-7 måneder, hvor Kvorning kun var bestyrelsesformand og ikke medejer. Men siden Kvorning blev investor i november sidste år, blev forholdet mellem ham og Jesper Hannibal stadig værre.



Kurt Kvorning har halvdelen af aktierne i Hannibal Travel Group, der også ejer Marco Polo Tours; Jesper Hannibal havde 32,5%, direktør for Århus-kontoret, Steen Andersen, 12,5%, og direktør for Marco Polo, René Andersen, 5%.



43-årige Jesper Hannibal siger til Take Off, at han i denne uge har fået ”enormt mange reaktioner og utrolig stor opbakning. Medarbejdere, kolleger, konkurrenter kan ikke forstå, hvad der er sket.”



”Det skete må også sende en besked til andre eneejere af rejsebureauer, at de skal tænke sig godt om, før de afgiver indflydelse,” sagde Jesper Hannibal til Take Off i mandags.



Hannibal Travel Group omsætter for 140 mio. kroner om året og har 33 ansatte. Jesper Hannibal, der er uddannet folkeskolelærer, grundlagde Hannibal Tours i 1992.



HVAD GØR VI NU?

Nok om baggrunden! Hvad gør en virksomhed når en negativ historie er under opsejling eller eksploderer mellem hænderne? Min gamle chef, tidligere informationschef i bl.a. SAS og i dag direktør i bilbranchen, Preben Kjær, skrev bogen med den korrekte titel: ”Sig det som det er.”



Rygterne kører hurtigt i rejsebranchen, og historien kan havne i pressen – formentligt forbedret efter turene rundt i rygtemanegen. Derfor: kom selv med beskeden, sket er sket. Lav en pressemeddelelse, sørg for en kontaktperson og et mobilnummer; pressen arbejder ikke kun fra 9-17.



Ved som Hannibals ejere at vælge østerstaktikken, og ikke forklare sig mere uddybende – der må jo være en grund til at de tog det skridt i Århus – åbnes for spekulationer og rygtedannelse.



Som alle dødelige har Jesper Hannibal fejl og mangler – men han har et godt navn i rejsebranchen; derfor har behandlingen af ham skabt postyr blandt leverandører, konkurrenter og selvfølgelig grædende ansatte i Hannibal.

Nu tænker rejsebranchen sit – selv om Hannibals ejere formentlig har forklaret årsagerne for de primære leverandører.



KOMMUNIKATIONSEKSPERTEN

Ole Fredslund er direktør for kommunikationsbureauet Effector Communications, som rådgiver virksomheder bl.a. indenfor rejsebranchen i pressespørgsmål og krisestyring. Til Take Off Weekly siger han:



”En krise i en virksomhed er som et trafikuheld. Det vigtigste er ikke livreddende førstehjælp, men at sørge for, at ulykken ikke bliver værre.”



”Information og kommunikation er efterhånden accepteret som et strategisk ledelsesværktøj på linie med økonomi- og personalestyring. Kommunikation er altafgørende i en krisesituation. En krise bliver oftest langt værre, fordi der ikke informeres, eller sågar misformeres,” siger Ole Fredslund og tilføjer:



”Virksomheden har ingen pligt til at fortælle alt; der kan være mange interessenter i en sag: udover pressen på vegne af offentligheden, er der hensyn til medarbejdere, aktionærer, virksomhedens fremtidig drift. Men det er en gylden regel, at medarbejderne skal høre om det skete fra ledelsen, ikke fra pressen.”



”Én person fra virksomheden skal udtale sig. Er det et teknisk problem, så eksperten på dette område – drejer det sig om menneskelige hensyn, så altid den øverste chef. I en krise er det afgørende med et beredskab,” siger Ole Fredslund og tilføjer: ”I en sag som Hannibals råder vi normalt ikke til at tie stille, det åbner blot for rygtedannelser.”

Skrevet af