Ryanair overvejer stadig Københavns Lufthavn

Sterlings konkurs får ikke Europas største lavprisselskab til at åbne nye ruter i Danmark. Det sagde Ryanairs koncernchef, Michael O’Leary, på pressemøde tirsdag på Hilton Copenhagen Airport.

Ryanair vil hverken begynde at flyve på Københavns Lufthavn her og nu – eller udvidede på Billund og Århus, som selskabet allerede flyver til.



”Men vi mødes senere på ugen i Dublin med Københavns Lufthavn, som har bedt om mødet. Københavns Lufthavn vil gerne have, at vi åbner en base i lufthavnen,” sagde Michael O’Leary.

Ryanair vil gerne tale om muligheden, men den hænger bl.a. sammen med, hvilke priser, lavprisflyselskabet skal betale for at bruge Københavns Lufthavn.

”Vi kan stationere fly i København og skaffe lufthavnen to, fem eller ti millioner ekstra passagerer. Men det kommer an på, hvad lufthavnen kan gøre for os, om vi får et fænomenalt tilbud,” sagde Michael O’Leary.

Han ville ikke sige, om Ryanair vil bruge den lavpristerminal, Københavns Lufthavn åbner i 2010.



Til gengæld sagde Michael O’Leary, at han forventer at Lufthansa køber SAS inden for 12-18 måneder, at det vil betyde mange nedskæringer hos SAS, hvorefter Ryanair i så fald gerne vil flyve mere på Skandinavien.



Michael O’Leary opfordrede i øvrigt SAS til at sænke sine brændstoftillæg og påpegede, at Ryanair aldrig har haft og aldrig får brændstoftillæg.



I år flyver Ryanair med 58 mio. passagerer på 800 ruter inden Europa – om fem år forventer Michael O’Leary, at passagertallet passerer de 100 mio.

Ganske godt gået for det 25 år gamle flyselskab, som i 2001 havde under ti millioner passagerer. Og mens Ryanair i dag har 168 fly – alle Boeing 737 – forventes dette tal fordoblet de kommende år.

Ryanair begyndte at flyve på Danmark i 1999 – i år forventes en halv million passagerer på selskabets 10 ruter til Århus og navnlig Billund.



HB

Skrevet af