Kommentaren/Spidsen

En af mine standardvittigheder, når jeg holder foredrag om medieforhold, er, at ”I gamle dage troede firmaerne, at PR betød på restaurant”.



Mayonnaise til pressen og alt kom på tryk. Tendensen er heldigvis under stærk aftagen. Forsvundet er det langt fra. Halvdårlige nyheder ledsages tit og ofte af et socialt arrangement, hvor medierne føler sig forpligtet til at gå hjem og sige ”tak for mad.” Et billede her og en to spalter der.



Langt hen ad vejen lever den stadig rejsebranchen.



Vi bliver kaldt til det ene sociale arrangement efter det andet – og ja, omtalen kommer. Fordi vi ikke er uhøflige folk. Ofte leder vi lidt febrilsk efter en historie, der kan bære de journalistiske kriterier. Ofte lykkes det. Og alle er glade.



Men ved siden af denne tendens, der altså er vigende overalt også i rejsejournalistikken, er ved at vokse et nyt miljø af journalister frem.



Nogle, der betragter rejsebureauer, flyselskaber og turistvirksomheder som erhvervsliv på lige fod med alle andre brancher.



De kaster sig over konklifter, magtmisbrug, dårlig service, vildledende markedsføring, personhistorier, op og nedture, som de ville gøre, hvis det var skibsværfter, banker eller landbruget.



Hele rejsesektoren er blevet ”godt stof”.



Antallet af rejsende er fordoblet over 12 år.



Interessen for sikkerhed, kvalitet, nye rejsemål, destinationer, fusioner og samarbejder er voksende. Ikke alene i branchen, men også hos den almindelige læser. Forbrugeren med lyst til at rejse udenlands eller indenlands, og for hvem Kastrups triste charterhal er blevet en naturlig del af tilværelsen.



Aviserne og de øvrige medier opprioriterer fokus på store selskaber som SAS, Sterling og Hiltonkæden. Eller på konflikter i VisitDenmark eller Horesta.



Rejsestoffet med hyldest til Algarve, Bali, Vietnam, storbyferie i Rom, ensomme vandreture i de svenske bjerge og en slap-af ferie på Balka på Bornholm fylder stadig i avisernes rejsetillæg. Men ikke kun. Også her kommer konsekvens- og forbrugerjournalistikken heldigvis til.



Og i brancheblade som Take Off, Vagabond og Stand By er rejsemålene stadig en stor del af stofindholdet.



Men den egentlige journalistik vil vinde frem.



Alene i dag flyder dagbladene over med nyheder fra branchen. Som eksempel har Børsen ryddet forsiden for at fortælle om ”pilotstrid truer flysikkerheden” om en fuldstændig uacceptabel situation, hvor Maersk og Sterlings cockpit besætning ikke kan sidde sammen. Med rette kan man spørge: Hvad vil ledelsen gøre ved det? Og hvad vil den samlede Sterling-Maersk stab bidrage med for at få løst op for sådanne pinligheder.



Nu er det sådan, at en lang række af de indsigtsfulde journalister, der skriver om rejsebranchen ikke er medlem af rejseskribenternes forening.



Det er jo nok et fravalg eller ligegyldighed.



Men det er også et problem, hvis den værdifulde kollegiale kontakt glider ud.



Det burde være en hovedopgave at få de ”nye” journalister, der på fremragende vis dækker deres stofområder i medierne til at søge fagligt samvær med rejseskribenterne, der har eksisteret i en menneskealder – godt og vel.



Men mange holder sig væk. Hele medier er ikke repræsenteret. Det er trist.



Måske burde den debat optage sindene på rejseskribenternes givet velbesøgte generalforsamling onsdag. Det gør andre mere jordnære ting.



Men så burde journalisterne – og branchen – efterfølgende fokusere på denne problemstilling: Rejsejournalistikken er på vej væk fra at fortælle om oplevelsen til at fortælle de rigtige historier. Det er godt. Kun klapsalver herfra. Men en udfordring til branche og journalister er det.

Skrevet af