DRF: Visumregler bør lempes yderligere

Den 14. januar offentliggjorde Integrationsministeriet en rapport, hvor der fremlægges en række anbefalinger og løsningsforslag til, hvordan dansk visumbehandling og visumpraksis kan smidiggøres. Dog ønsker ministeriet fortsat at fastholde den såkaldte ”landegruppeinddeling”, hvorefter der tildeles visum til ansøgere med udgangspunkt i det land, de er statsborgere.

Danmarks Rejsebureau Forening (DRF) finder, at der med rapporten er tale om bevægelse i den rigtige retning, men langt fra vidtgående nok til turistbranchens behov.
I en pressemeddelelse siger Lars Thykier, adm. direktør i DRF:
”Der er nemlig fortsat store problemer med at få visum til Danmark, hvis man er borger i et land, hvis statsborgere efter ministeriets opfattelse udgør en flygtninge- eller indvandringsrisiko. Så tilhører man nemlig et af de lande, hvorfra det er svært at komme til Danmark, og det er som udgangspunkt uden at forholde sig til den enkelte ansøgers troværdighed. Det er ganske enkelt ikke en acceptabel praksis, og den skal ændres”.

Den nuværende praksis for turistvisum vurderes af turistbranchen at koste Danmark et årligt tab på flere hundrede millioner kr. i manglende indtægter. Og de barrierer, som den nuværende danske visumpolitik og -administration medfører, afhjælpes ikke i Integrationsministeriets rapport, mener DRF.

DRF ønsker landegruppeinddelingen afskaffet til fordel for en individuel bedømmelse af den enkelte visumansøger.
”En individuel vurdering bør tage udgangspunkt i de individuelle karakteristika ved visumansøgeren, og ikke hvilket statsborgerskab den pågældende ansøger har. På den måde undgås det, at visumpolitikken straffer hele befolkninger på forhånd, samtidig med at der skabes betydelige vækstmuligheder for turisme i Danmark,” siger Lars Thykier.

Et andet væsentligt forhold, der kunne gøre det lettere for turister at opnå visum er at sikre en bedre dækning globalt af visumudstedelse til Danmark. Dette kan sikres ved, at der hurtigst muligt indgås flere repræsentationsaftaler med andre Schengen-lande, som er til stede i lande eller områder af lande, hvor Danmark i dag ikke er repræsenteret.
”Vi skal simpelthen fremtræde mere positivt og være meget mere let tilgængelige og åbne, end vi gør i dag, for hvem gider besøge et land, som fremstår som en del af verden, der helst ikke vil have udlændinge på besøg?,” spørger Lars Thykier.

Skrevet af