Kommentaren

På Syddansk Universitet i Esbjerg meldes om øget tilgang af studerende bl.a. fordi de nye uddannelser – herunder management indenfor turisme – viser sig populære. I Fårup Sommerland har man længe med succes arbejdet målrettet på at give sine gæster flere oplevelsesmuligheder. I tørre tal bruger hver enkelt nu 10 kroner mere. Når mere end 500.000 aflægger besøg er det altså en forøgelse af omsætningen på over fem millioner kroner. En slags penge må man sige.

Mange turistfolk har derfor søgt til Fårup Academy for at lære fiduserne dvs. blive bedre til værtskab. I Fårup i Vendsyssel har det givet større arbejdsglæde hos de ansatte og flere genbesøg.



Nu tager VisitDenmark afsæt i de gode erfaringer.

Det sker efter devisen, at service er noget, man yder, og værtskab er noget, man påtager sig.



I konsekvens af denne filosofi etableres en certificeret værtskabs-uddannelse i efteråret og bidrager hermed – sammen med de uddannelsestiltag, som bl.a. er i gang i Esbjerg – til en tiltrængt professionalisering af turistbranchen, der giver de kommende og nuværende medarbejdere dybere indsigt i deres erhverv og flere redskaber til samlet at skubbe branchen fremad.



Et supplerende lille tiltag er Bornholms bestræbelse på at øge det konkrete serviceniveau over for øens mange turister. Det sker gennem en dygtiggørelse af det ofte meget ungdommelige frontpersonale, der jo savner både uddannelse og erfaring i at yde den optimale betjening.

Et af mange redskaber til at fastholde turister og gøre dem til loyale kunder i butikken Danmark, er jo at sikre, de får en god oplevelse.



En af de mange forudsætninger for større politisk bevågenhed er branchens egen vilje til at stå samlet om at tænke fremadrettet.

Uddannelsesinitiativerne er bestemt et skridt i den helt rigtige retning.

Turisterhvervet skabes af en underskov af store og små aktører, vellykkede og mindre vellykkede initiativer, blik for at udnytte de konkrete muligheder i nærmiljøet, men også den overordnede strategi med tilhørende politisk opbakning.



Det kan f.eks. ikke nytte, at man vil styrke en landsdels turisterhverv, hvis man ikke sikrer infrastruktur, rent miljø og oplevelsesmuligheder. Og beløb på en mio. kroner for at fremme helårsturisme er jo pjat. Det rækker højst til et pilotprojekt, før kassen er tom.



Tænk på hvilke investeringer, der gøres af erhvervslivet i alle andre sammenhænge, når satsningen drejer sig om arbejdspladser og at tiltrække kunderne.



Mange af disse beslutninger er politikernes bl.a. om de samfundsmæssige investeringer.

Men branchen har i sagens natur et samlet ansvar. Blandt andet ved at styrke uddannelsen af sine ansatte og bakke de nye uddannelsesinitiativer op.






Skrevet af