DRF skuffet over lovforslag

Det har fået direktøren for Danmarks Rejsebureau Forening til at udsende et brev til samtlige medlemmer for at redegøre for hvor lovforslaget lider af mangler i forhold til den nye situation, der er opstået efter de store rejsebureaukonkurser i efteråret og Sterling Airways konkurs i oktober.

 

DRF savner et forslag om øget garantistillelse og undrer sig over, at de grundlæggende garantikrav er reduceret i forslaget. Det er beklageligt, da de seneste konkurser netop har demonstreret betydelig garantimæssig underdækning. 

 

Heller ikke udvidelsen af fondens dækningsområde er tilstrækkelig. Lovforslaget lægger op til, at køb af flybilletter og billeje i udlandet skal omfattes, mens indkvartering i udlandet ikke er med fordi det angiveligt ville medføre en administrativ byrde for danske udbydere. På dette punkt har Forbrugerstyrelsen helt fejlvurderet hvor dækningen af enkeltydelser bør udvides.

 

Der argumenteres for, at der kun kan kræves sikkerhedsstillelse fra dansk etablerede flyselskaber med tilladelse til ruteflyvning (23 selskaber) mens kun de udenlandske flyselskaber, der er etableret i Danmark kan omfattes af den udvidede dækning! Dette forslag har to urimelige konsekvenser: Dels, at danske rejsebureauer skal stille garanti og indbetale bidrag for den flyrejseomsætning de har på udenlandske flyselskaber og dels, at visse flyselskaber ikke er omfattet af dækningen, da de ikke er etableret i Danmark (ex. Ryanair). DRF ønsker, at flyselskaberne stiller ALLE nødvendige garantier og at dækningen som minimum gælder alle selskaber der beflyver Danmark.

 

Der lægges op til at oprettes to uafhængige fondskasser så den nye dækning (flytransport og billeje i udlandet) dækkes via én fond, mens pakkerejser dækkes af den nuværende fond. Dette forslag støttes af DRF.

 

Det er glædeligt, at det er gået op for Folketing og embedsmænd, at forretningsrejser ikke skal være omfattet. Det er forbrugerbeskyttelse der har været tanken bag etableringen af Rejsegarantifonden, og konkursdækning skal ikke omfatte virksomheder der køber (pakke-)rejser til brug som forretningsrejser. Her er DRF enig i lovforslagets.

 

Der er en meget kort høringsfrist (19. Februar 2009). DRF sender sine kommentarer til Forbrugerstyrelsen og lægger høringssvaret ud på sin hjemmeside, men opfordrer medlemmer, der måtte ønske det, til at skrive høringssvar til Forbrugerstyrelsen inden den 19. Februar.

 

Stand By følger op på sagen med en grundig gennemgang i næste nummer af den trykte udgave, som er på gaden den 1. marts.

 

Skrevet af Flemming Juul