Dyrt for DSB med enmandsbetjente tog

enmandsbetjent togPersonalet på Kystbanen blev fyret for at spare penge, men DSB havde ikke havde styr på sikkerhedskravene til kørsel med enmandsbetjente tog.

DSBs planer om at fjerne togførerne fra en række strækninger er stærkt forsinket og koster operatøren millioner af kroner i tabte indtægter og nye udgifter. Hertil kommer en sag i Arbejdsretten, der kan påføre DSB nye udgifter til togpersonale, skriver business.dk.

Historien begyndte sidste sommer i Nordjylland. Først fjernede DSB togførerne, hvorpå togpersonalet strejkede på grund af sikkerheden. Så genindførte DSB togførerne og bad en uvildig tredjepart om at opstille regler for sikkerheden

Planlægning af enmandsbetjening på andre strækninger fortsatte dog. På Kystbanen blev 46 togførere afskediget, fordi transportminister Henrik Dam Kristensen besluttede at spare 30 millioner kroner på driften. Skiftet til enmandsbetjening skulle ske i december. Også Lille Syd mellem Roskilde, Køge og Næstved skulle enmandsbetjenes.

Men hverken i Nordjylland, på Kystbanen eller på Lille Syd er enmandsbetjeningen blevet til noget. Men personalet er fyret, så DSB må hente folk fra Jylland til at køre tog på Sjælland. Det koster 400 kroner om dagen og transporttid mellem Jylland og København fragår i arbejdstiden.

DSBs sikkerhedschef, Lars Nordahl, erkender, at arbejdet med sikkerhedskrav har været tungere end forudset, og kan ikke sige, hvornår det er færdigt.

Det er manglen på togførere i andre tog, der er genstand for en sag i Arbejdsretten. Spørgsmålet er, om bemandingsaftaler på blandt andet Intercity- og Lyntog skal efterleves, eller blot er hensigtserklæringer. I nogle tog skal der ifølge aftalen være to eller tre togpersonale om bord, men i dag kører en del med færre folk.

Arbejdsrettens kendelse ventes offentliggjort om en månedstid.