Grønt lys for Norwegian

Norwegian B787 - irsk registerFLYSELSKABER: Norwegian har netop fået sin omstridte tilladelse til at have langrutefly og flyvninger registreret i EU-landet Irland – dermed kan Norwegian omgå skandinaviske krav om et begrænset antal kabineansatte fra Asien. Fagforeninger mener, Norwegian konkurrerer på ulige vilkår.

Norwegian kan nu officielt oprette sit irske selskab, Norwegian Long Haul/ Norwegian Air International, fra næste måned – selskabets B787 Dreamliners er registeret i Irland.

Direktør Asgeir Nyseth fra Norwegian Long Haul siger til det norske svar på Danmarks Radio, NRK, at den irske tilladelse giver flere muligheder. ”Den irske AOC – Air Operator’s Certificate – bliver udstedt snarest muligt. Vi var i Irland onsdag i denne uge og har nu opfyldt de irske myndigheders krav,” siger han til NRK.

Med den irske AOC kan Norwegian overføre sine langruteoperationer fra norsk til irsk tilsyn. Ca. 1½ procent af Norwegians passagerer er på selskabets langruter. Selskabet har foreløbig langrutebaser i Bangkok, Fort Lauderdale i Florida og i New York.

Norwegian er kritiseret for, at grundlønnen til dets asiatiske kabineansatte kun er ca. 3.000 kr. om måneden, men fastholder, at tillæg gør lønnen meget højere.

Den irske licens betyder at Norwegian kan operere under EU-licens, som kræves for trafikrettigheder til USA, skriver NRK. Mange fagforeninger i USA’s luftfartsindustri advarer mod Norwegians langruter – de kalder lavprisselskabet ’en ulv i fåreklæder’. Men de er bange for konkurrence, svarer Norwegian og tilføjer, at den irske EU-licens giver mulighed at flyve fra f.eks. Sverige til Tyrkiet – noget Norwegian ikke kan med en norsk AOC.

For nylig samlede fagforeningsformænd fra USA og Europa sig i Oslo i kampen mod langruterne til Asien og USA. Ankepunktet var navnlig Norwegians brug af asiatiske ansatte på selskabets langruter og piloter med kontrakter fra Singapore.

”Norwegian shopper efter billig arbejdskraft – vi håber myndighederne i Norge, Irland og USA vil stoppe dette,” lød det under pressemøde med de store fagforeninger.  Blandt deltagerne i Oslo var European Cockpit Association (ECA), som repræsenterer over 38.000 piloter i 37 lande. Med var også formanden for piloternes fagforening i USA, ALPA, Lee Moak, sammen med repræsentanter fra AFL-CIO, USA’s faglige landsorganisation.

Norwegian foreløbig tre B787 Dreamliners har haft mange forsinkelser. Selskabet har bestilt otte B787.