Konkursramt flyselskab får nye uniformer

I 2016 lancerede Alitalia blandt andet disse uniformer til flyselskabets medarbejdere. Foto: Alitalia

LUFTFART: Det hårdt trængte italienske flyselskab Alitalia vil ikke lade sig slå ud af konkursen og får fra sommeren 2018 helt nye uniformer designet af verdenskendte Alberta Ferretti.

En konkurs skal ikke stå i vejen for fornyelse og udvikling af et brand.

Sådan synes det insolvente flyselskab Alitalia – også – at tænke i en tid, hvor der ellers er rigeligt at se til for at sikre selskabets fremtid i luften.

Alitalia har senest annonceret, at man har hyret den verdenskendte italienske designer Alberta Ferretti til at lave nye uniformer til flyselskabets medarbejdere – både til personalet i luften og på jorden. Medarbejderne ønsker tilsyneladende større komfort i deres fremtidige munderinger.

”Alitalia er et velkendt og institutionelt symbol for vores land. Derfor har jeg takket ja til muligheden for at lave en særlig kollektion, der symboliserer Italien, og som viser det bedste af italiensk kreativitet, elegance og stil i verden,” siger Alberta Ferretti.

De nye uniformer, der skal kombinere elegance og bekvemmelighed, forventes at være klar til brug til sommer. Alitalia understreger, at tiltaget med at udvikle nye uniformer ikke kommer til at få yderligere økonomiske konsekvenser for flyselskabet.

”Samarbejdet med modehuset med at designe og kreere den nye Alitalia-uniform indebærer ikke nogen finansiel udbetaling af Alitalia,” skriver det italienske flyselskab i en erklæring.

To nye uniformer på to år
Den nye uniform bliver designet kun kort tid efter, at Alitalia senest fornyede deres uniform. I 2016 lancerede flyselskabet således retro-inspirerede uniformer i forbindelse med Etihad Airways engagement i det skrantende flyselskab. Etihad Airways gav i 2014 en økonomisk hånd til Alitalia, og det Abu Dhabi-baserede flyselskab satsede på, at det kunne få Alitalia til igen at blive rentabelt.

Tidligere i 2017 trak Etihad Airways imidlertid deres finansielle støtte , da det lod til at være sværere at omstrukturere flyselskabet end forventet.

Alitalia landede dermed i en ny finansiel krise, og den italienske regering har måttet række ud efter flyselskabet for at holde det i luften efter konkursen. Imens arbejdes der hårdt i kulissen på at finde en eller flere potentielle købere af det store flyselskab.

I en svær økonomisk tid forsøger Alitalia altså at skabe positiv opmærksomhed omkring sit brand ved blandt andet at få designet nye uniformer, der endnu ikke er kommet illustrationer af.

 

Relaterede artikler:

Alitalia i nyt look

Alitalias stewardesser får lov at bære bukser

Alitalia under konkursbeskyttelse