Meget kiksede, da Bravo flyttede 500 fra Tyrkiet til Rhodos

Peder Hornshøj.

ANKENÆVN: Utak var verdens løn, da Bravo Tours sidste år i et forsøg på at redde sommerferien for gæsterne under militærkuppet, sendte tre fly til Rhodos som erstatning for Tyrkiet. ”Rigtig meget gik galt, men det har vi givet kompensation for”, siger Peder Hornshøj, der er skuffet over Ankenævnet..

Af Ejvind Olesen

”Normalt har jeg stor respekt for Rejse Ankenævnets afgørelser, men denne gang må jeg indrømme, at jeg har svært ved at forstå, at vi kan blive idømt større erstatningsbeløb, når man tager forholdene i betragtning,” siger adm. direktør for Bravo Tours, Peder Hornshøj til standby.dk.

Klagerne vedrører bl.a. en familie på seks voksne og fire børn, to voksne og to børn, samt to voksne og tre børn, som i lighed med så mange andre fik deres sommerrejse til Tyrkiet sidste år i juli annulleret på grund af militærkuppet, hvorefter Udenrigsministeriet i en periode frarådede al ikke strengt nødvendig udrejse.

I en sådan situation vælger de fleste arrangører at aflyse, men Bravo Tours forsøgte at skaffe plads med tre fly til Rhodos i stedet for Tyrkiet. Det berørte ca. 500 passagerer. 24 meldte fra.

Det lykkedes i første omgang, men kort før afgang fra Danmark blev der givet landingsforbud fra Rhodos på grund af manglende standpladser i lufthavnen. En besynderlig grund efter en tilladelse, som først var givet, men som fortsat savner en forklaring.

Bravo Tours forsøgte derefter tilladelse til landing på Kos, men her viste det sig umuligt at skaffe bådtransport til Rhodos, hvor det nærmest var helt uoverskueligt med overfyldte hoteller. Man skulle længere og længere væk fra byen og i de nævnte klagesager går det helt galt med transfer, flytning af værelser, madkoncept og bestilte suiter og et handicapværelse.

Myndighederne endte med at give tilladelse til at tage de tre fly til Grækenland via transit i Tyrkiet, nærmere betegnet Dalaman Lufthavn, og med båd (i voldsomt uvejr) til Rhodos. Det måtte gå galt, og det gjorde det også.

Det var højsæson, og når sandheden skal frem, har grækerne traditionen tro næppe været helt oppe på dupperne for at hjælpe turisterne, som kom ind fra Marmaris. Det tyder forløbet i hvert fald ikke på, men redde Bravo Tours for manglende overblik kan det ikke. Og den manglende landingstilladelse på Rhodos virker dybt mystisk.

Som en af klagerne skriver til Ankenævnet: ”Vi ventede på havnen i over tre timer i 32 graders varme uden forplejning. Forinden havde vi siddet to timer i bus fra lufthavnen til havneområdet. Nu var der gået ni timer siden vi mødte op i dansk lufthavn.

Da vi kom om bord startede en forfærdelig bådtur, hvor man kunne se den ene rejsende efter den anden klistrede op ad hinanden, sidde og kaste op. Vores børn græd og kastede op på samme tid. Båden gyngede voldsomt i stormen. Bagagen blev under stort virvar placeret nedenunder, hvor nogle nødudgange var dækket af kufferter.”.

Uden at gå detaljer siger Peder Hornshøj: ”Vi havde ikke andet valg end at annullerede rejserne til Tyrkiet og tilbagebetale hele beløbet. I et forsøg på at finde erstatning til ca. 500 gæster og redde deres sommerferie fik vi en mulighed for at sende tre fly til Rhodos. Aftenen før fik vi meddelelse fra Rhodos, at de græske myndigheder ikke kunne finde plads til vore fly, bl.a. på grund af manglende standpladser.

Senere fik vi lov til at mellemlande i Tyrkiet på vej til græske lufthavne. På Rhodos var hotelsituationen meget vanskelig. Kun 45 af vore kunder, som fik chancen for at springe fra, mente, at det ville blive for besværlig en rejse med børn og valgte at annullere. Mange på venteliste overtog ledige pladser, og de tre fly var fyldte.”

I klagesagerne til Ankenævnet følger herefter lang række beretninger om hoteller og guider, flytning på Rhodos, lange afstande og ekstra udgifter. Den klassiske med klage over mad og drikkevarer på All Inklusiv (som er en næsten fast del, når der klages over charterrejser).

”Bravo Tours har erkendt de fejl, der er begået efter pakkerejseloven og har selv ydet erstatninger, men ikke accepteret krav fra nogle om en total tilbagebetaling af rejsens pris. De yderst vanskelige forhold må tages i betragtning”, siger Peder Hornshøj.

Anknævnet fastslår at ”Bravo Tours i forbindelse med den ændrede udrejse ikke findes at have tilsidesat sine pligter efter pakkerejseloven. Nævnet lægger endvidere til grund, at klageren ankom med færge til Rhodos ca. syv timer forsinket.

På den baggrund og henset til den strabadserende udrejse og forsinket ankomst til rejsemålet, finder nævnet, at rejsen har været behæftet med mangler, der berettiger klageren til nedslag i prisen. Nedslaget fastsættes til 9.100 kr., herfra trækkes kompensationsbeløbet på 7.086 kr. som bureauet allerede har udbetalt.

De to andre familier er blandt andet præget af et døgns forsinkelse med hjemrejsen på grund af tekniske fejl ved flyet. Den ene familiegruppe med to voksne og to børn skal have en erstatning på 19.500 kr., men har allerede fået 7.400 kr. fra bureauet. I det sidste tilfælde med to voksne og tre børn er erstatningsbeløbet 16.695 kr. Bureauet har også betalt 6.483 kr. for taxa, hotelflytning, tabt arbejdsfortjeneste og forlænget parkering på grund af et døgns forsinkelse.

Det er nu et år siden. Måske har Peder Hornshøj sammen med sin stab fortrudt, at de forsøgte at redde folks ferie. Det blev både dyrt og besværligt. Det tyder heldigvis på en roligere juli i år.