Hovedtrækkene i analysen er, at SAS har både lavere vækst, belægning, produktivitet og overskudsgrad end de konkurrerende selskaber, mens omkostningerne til gengæld er alt for høje.
Ifølge aktieanalytiker i Jyske Bank, Karsten Sloth er SAS blevet yderligere presset i den seneste tid med det resultat, at man er nødt til at tænke kortsigtet med fæære muligheder for at agere. Andre større flyselskaber i Europa har mere at stå imod med.
Det ser ud til, at Lufthansa hidtil har klaret sig bedst. Her har man dækket sig godt ind overfor de stigende brændstofpriser og belægningsprocenten lige under 80 er acceptabel. Finnairs belægningsprocent er på samme niveau og EasyJet ligger på 81%, mens SAS de tre første kvartaler lå på små 72%.
Med hensyn til trafikvæksten ligger SAS på 3,4% mens tallene fra Finnair og Lufthansa er henholdsvis 6,9 og 5,3%. Her ligger EasyJet på 22,2%.
Også overskudsgraden er værre for SAS end for flertallet af konkurrenter. Nøgletal for de store konkurrenter, British Airways og Air France-KLM, kendes ikke for tredje kvartal, men Fasial Kalim Ahmad, der er aktieanalytiker i Handelsbanken mener, at de begge klarer sig bedre end SAS.
Han mener at SAS er et af de større europæiske selskaber, som lige nu er hårdest ramt af krisen.
Blandt problemerne er en relativ lav produktivitet blandt de ansatte. Det flyvende personale er færre timer i luften end besætningerne hos de fleste konkurrenter. Det gør ledelsen nu op med, mens lønningerne fastfryses eller i enkelte tilfælde muligvis falder.
Brændstofprisernes fald siden juli er en gave til SAS, som i foråret var særdeles hårdt ramt på det område på grund af en mere risikobetonet politik end konkurrenterne, med hensyn til risikoafdækning af brændstofforbruget.
Skrevet af Flemming Juul