Strejken ramte 15.000 passagerer i Københavns Lufthavn

Utilfredshed med forhandlingerne om en ny overenskomst fik torsdag morgen lufthavnens sikkerhedspersonale til at gå til fagligt møde i fire timer.

 

Det gav kaos i lufthavnen, hvor tusindvis af passagerer måtte vente længe på at komme gennem sikkerhedskontrollen, der i strejkeperioden kun havde et spor åbent, bemandet af overordnet personale.

 

”Der var utrolig kaotiske tilstande, utilfredse passager og et kæmpe pres på bl.a. vores servicecenter i transithallen, der skulle ombooke vores mange berørte passagerer,” siger SAS’ pressechef i Danmark, Trine Kromann-Mikkelsen, til takeoff.dk og tilføjer:

 

”SAS aflyste fire fly, vi måtte sende op mod 30 fly af sted fra Københavns Lufthavn med kun omkring ti procent passagerer ombord og forsinkelser gennem dagen.”

 

SAS har som lufthavnens største kunde over 40 pct. af trafikken i Københavns Lufthavn.

 

Københavns Lufthavn beklagede gennem torsdagen den uvarslede strejke blandt sin største personalegruppe, der er næsten 900 ansatte i sikkerhedsafdelingen.

 

Lufthavnens pressechef, Søren Hedegaard Nielsen, sagde torsdag eftermiddag til takeoff.dk:

 

”Op mod 15.000 passagerer blev generet af strejken, her af 7.000 afgående – blandt de ankomne fra de oversøiske ruter måtte de vente i flyene et pænt stykke tid, nogle over en time, da vi kun kunne ekspedere et fly af gangen under arbejdsnedlæggelsen. Samlet betød konflikten at 40 fly blev forsinket, et enkelt over tre timer.”

 

Lufthavnen alt disponibelt administrativt personale i terminalområdet for at hjælpe passagerer og flyselskaber.

 

Om årsagen til strejken sagde lufthavnens kommunikationsdirektør, Henrik Peter Jørgensen, i en pressemeddelelse:

 

”Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse blev sat i værk helt uden varsel – lige før den travle morgentrafik. Det er meget usædvanligt og ganske uacceptabelt.
Baggrunden var, at overenskomstforhandlingerne mellem lufthavnen og sikkerhedspersonalet i VSL, Vagt og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning, har været brudt sammen og sendt til forligsmanden. Der er tidligere indgået et forlig for transportområdet, hvor der er aftalt meget begrænsede lønstigninger.”

 

”Lufthavnen er en del af det danske arbejdsmarked, og vi er derfor forpligtet til at forhandle inden for rammerne i transportforliget. Det betyder, at vores råderum er begrænset. Men vi var meget tæt på at nå et resultat. Derfor er vi forundret over denne reaktion,” lød det fra Henrik Peter Jørgensen, der tilføjede:

 

”Det er blevet fremført, at Lufthavnen ønsker at kunne sende medarbejdere hjem uden løn ved særlige force majeure-situationer. Det er ikke korrekt. Vi har blot ønsket mere præcise regler, efter den islandske askesky lagde lufthavnen øde i seks døgn i 2010. Vi ønsker ikke at sende medarbejdere hjem uden løn, blot at kunne bede medarbejdere gå på afspadsering i helt ekstraordinære situationer.”

 

Hvis der var noget at grine lidt af under konflikten var det, at skiltene i lufthavnen med den forventede ventetid ved sikkerhedskontrollen hårdnakket påstod, at den var omkring to minutter – selv om der var nærmest en kilometer lang kø af ventende passagerer.

 

”Vi grinede selv af det og fik, desværre for sent, slukket for denne forkerte oplysning, der også stod på vores hjemmeside,” siger pressechef, Søren Hedegaard Nielsen.

 

Lufthavnen blev også kritiseret for et dårligt informationsniveau. ”Højtalerne virker som sådan glimrende, men lydniveauet steg fra de ventende passagerer. Derfor kunne man ikke høre, hvad der blev sagt – vi måtte i stedet speake fra operationscentret, hvor vi kan skrue op for lyden. Men vi har lært af vores fejl og kan forhåbentlig gøre det bedre næste gang, der måtte komme en uregelmæssig situation,” siger Søren Hedegaard Nielsen.

Skrevet af Henrik Baumgarten