Studerende tager turisme-jobbene

”Det er ren illusion, at turisme giver faste helårsjob til ufaglærte. Det er sommerferiejob, og de går ikke til de afskedigede ufaglærte fra ’fisken’ eller elektronikindustrien i Pandrup,” siger hun Anne-Mette Hjalager, der er professor og centerleder på Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet.

 

”De studerende har gode kvalifikationer i forhold til ældre ufaglærte. De er fleksible og kan fremmedsprog, og finder sig i at arbejde under de løn- og arbejdsforhold, der er.”

 

En optælling af, hvem der var ansat i turismeerhvervene viste, at de ufaglærte hovedsageligt er skoleelever og studerende.

 

Borgmester Gylling Haahr fra Varde kommune er enig. I hans kommune viste opgørelsen fra Copenhagen Economics, at over 7% af jobbene kom fra turismen, men ledigheden i kommunen falder kun en lille smule om sommeren.

 

"Nogle få lokale får da job, men her er mange unge studerende i arbejde," siger han. En del af de studerende er børn af de lokale, men flytter kun hjem for at arbejde om sommeren.

 

Anne-Mette Hjalager er skeptisk overfor turisme som beskæftigelsesløsning i randområderne. Hendes undersøgelse viser også, at kun ganske få bliver i branchen. Efter én sæson er halvdelen stoppet. Efter fem år var der blot 10% tilbage.

 

”Turisme er en presset branche. Lønnen og arbejdstiderne er for dårlige, og der er ikke altid gode ledelsesforhold,” siger hun.

Skrevet af Flemming Juul