Transavia kendte ikke til navneskift for Swift

Københavns Lufthavn meddelte uventet forrige uge, at dens lavprisfinger, Swift, nu pludselig skal hedde CPH Go. Swift havde blot været en ”arbejdstitel,” lød det. Fingeren til 200 mio. kr. åbner 31. oktober – med Easyjet som foreløbig eneste kunde.

 

I maj i år mellemlandede en spritny Boeing 737-800 fra Transavia på vej fra Boeing-fabrikkerne i Seattle til Amsterdam i Københavns Lufthavn. Flyet var navngivet ”Swift” efter den kommende lavprisfinger. Transavia overvejede på det tidspunkt at bruge Swift-fingeren.

 
Transavias koncernchef, Michiel Meijer, sagde under mellemlandingen til takeoff.dk, at det er første gang, Transavia har navngivet et af sine fly. ”Vi navngav flyet efter Swift-fingeren, som vi synes er et unikt initiativ,” sagde han. Transavia er 5. største flyselskab i København – sidste år havde det 374.000 passagerer i lufthavnen.

 

At lufthavn forleden skrottede Swift-navnet kom også som en overraskelse for Transavias salgschef i Danmark, Cimm Barslev. Han sagde i lørdags til takeoff.dk:

”Jeg ved ikke, om mine chefer i Holland har fået at vide, at Swift var en arbejdstitel. Jeg kan ikke forestille mig, at Transavia havde navngivet flyet ”Swift,” hvis man havde vidst det. Vi har været på rundvisning i den kommende finger uden at Københavns Lufthavn fortalte, at Swift var et midlertidigt navn.”

 

I fredags sagde Københavns Lufthavns salgsdirektør, Carsten Nørland, til takeoff.dk, at Transavia ”godt vidste, at Swift var en arbejdstitel.”

 

I pressemeddelelsen om navneændringen, sagde lufthavnens kommunikationsdirektør, Henrik Peter Jørgensen, at Swift-navnet blev fravalgt, fordi CPH Go ”sender et klart signal om det, det drejer sig om: Flere billige flybilletter til flere destinationer.”
Pressemeddelelsen meldte også, at ”beslutningen om navnet CPH Go er foretaget efter en navnetest… Undersøgelsen viste, at navnet CPH Swift ikke er slået bredt igennem i befolkningen… Derfor besluttede vi for et godt stykke tid siden, at lancere lavprisfingeren under et nyt navn, når vi kom tættere på åbningen.”

 

Skrevet af Henrik Baumgarten