LUFTFART: Norwegian fik forleden permanent flyvetilladelse fra USA’s transportministerium. Det udløser nu stærk protest fra den store nordamerikanske fagforening for piloter med over 57.000 medlemmer.
”Tilladelsen lader os etablere en sømløs virksomhed, som mere effektivt bruger vores langdistanceflåde, herunder anvendelsen af samme fly på alle langruter, såsom USA, Singapore, Argentina og andre fremtidige langdistancemarkeder,” lød det fra Norwegian.
Den netop bekræftede godkendelse gælder datterselskabet Norwegian Air UK (NAUK). Fra tidligere har selskabet en godkendelse fra USA vedrørende dets irske selskab, Norwegian Air International (NAI).
Men tilladelsen til Norwegian vækker som ventet ingen glæde hos Air Line Pilots Association, ALPA, der har 57.000 medlemmer i 33 canadiske og amerikanske flyselskaber.
ALPA siger at den vil bearbejde USA’s kongres for at få beslutningen fra USA’s transportministerium, DOT, omstødt.
ALPA er skuffet over beslutningen om at tillade Norwegian Air UK (NAUK) at flyve til og fra USA uden at DOT kender arbejdsbetingelserne for NAUK’s besætningsmedlemmer – og om NAUK’s forretningsmodel vil skade amerikanske arbejdspladser,” hedder det fra fagforeningen.
Kaptajn Tim Canoll, der er præsident for ALPA, siger i pressemeddelelse:
”Arbejdsbetingelserne NAUK, der er et britisk-registreret flyselskab, er uklare. Andre Norwegian-selskaber har piloter og kabinepersonale med asiatiske ansættelseskontrakter med bl.a. lavere standarder for medarbejderne. Ganske vist opererer NAUK efter britisk arbejdslovgivning, men DOT glemte at få NAUK til at oplyse ansættelsesvilkårene.”
ALPA’s forrige formand, Lee Moak, sagde for nogle år siden til standby.dk: ”Vi har intet imod konkurrence, men det skal ske på fair og lige vilkår, ikke via Norwegians regelshopping. ALPA har aldrig før klaget til de amerikanske myndigheder over konkurrence, det har vi kun gjort mht. Norwegian.”