Madturisme vinder frem

Det danske køkken sælger og er populært blandt landets turister. Ifølge den seneste opgørelse fra 2005 var hele 7,4 mio. overnatninger i Danmark relateret til turister, der ønskede en dansk madoplevelse.
Tallet stammer fra VisitDenmark, og her tror man på, at tallet er vokset kraftigt siden.

Det har givet genlyd, at en by som København i dag er smykket med flere Michelinstjerner end Oslo, Stockholm og Helsinki og endda befinder sig på niveau med en metropol som Berlin.
”Antallet af gourmetturister stiger kraftigt og optager os meget hos VisitDenmark. Vi ved, at turisterne sidste år lagde seks milliarder kroner i Danmark på madoplevelser, og af dem er de 3,8 milliarder kroner af dansk oprindelse. Det vil sige, at de stammer fra danskere på rejse i Danmark. Men det vil også sige, at udenlandske turister brugte mere end to milliarder kroner på gastronomiske oplevelser herhjemme, og vi regner med, at gastronomien i de kommende år vil udvikle sig til et af turismens vigtigste vækstområder. Madoplevelser er i stigende grad en ”reason to go”, når udenlandske turister foretrækker Danmark som ferieland, og i vores nabolande er man meget optaget af det, der i de seneste år er sket inden for dansk gastronomi,” siger VisitDenmarks administrerende direktør, Dorte Kiilerich.

Dorte Kiilerich fremhæver bl.a. de mange lokale råvarer, egnsretter og festivaler, der i de seneste år er begyndt at blomstre.
”Danmark er utrolig rig på råvarer, og vi er bedre end nogensinde til at bruge råvarerne i nye lokale produkter. Vi oplever også, at egnsretterne blomstrer og genoplives. Men vi har ikke tidligere været så gode til at gøre dem tilgængelige herhjemme, og det arbejder vi kraftigt på at ændre,” siger Dorte Killerich.
”Vores undersøgelser viser, at turister i Danmark elsker at besøge markeder og madfestivaler. Lad mig nævne initiativer som Kulinarisk Sydfyn i Svendborg og et initiativ som ”Smagen af Fyn” med flere arrangementer i kølvandet. Vi har en årlig jomfruhumerfestival på Læsø, skaldyrsfestivalen på Mors, Samsø råvarefestival, københavnske øldage, jyske øldage og vinfestivaler i Ribe, Slagelse og på Kronborg,” siger Dorte Kiilerich.

Det danske eksempel er dog langtfra enestående. Internationalt har gastronomien aldrig tidligere vejet så tungt som i dag, når turisterne vælger rejsemål.
”Mad og drikke er i dag attraktioner på lige fod med et besøg på et museum eller i en forlystelsespark. Og det giver nærmest sig selv: Det er den eneste form for turisme, som alle gæster har tilfælles, eftersom alle mennesker spiser og drikker, og det gælder hverken for golf- eller spa-turisme,” siger Erik Wolf, der betegnes som opfinderen af ”culinary tourism”.

(Politiken, d. 8. december, 2007)

Skrevet af