Fredagsklummen – En flyrejse vil altid koste noget

NU ER DEN HER igen. Med stor medieomtale i denne uge. Og så er det hele bare sagt før. Vistnok først af Ryanairs ledelse. Senere i hvert fald af Sterlings tidligere kommercielle direktør Stefan Vilner, også i hans egenskab af formand for lavprisselskaberne i Europa.



Sterlings nye kommercielle chef Michael T. Hansen er heller ikke bange for at markere sig, og han kender branchen godt. Han var også med, da Johnni Overby og Co i sin tid gjorde det gamle Sterling til lavprisselskab fra at være ren charter. Og han kan jo i hvert fald ikke gøre for, at dele af dansk presse falder i svime over en gentagelse om, at flybilletter i løbet af nogle år bliver helt gratis.



Opsætningen, ikke mindst i dagbladet Børsen, kom formentlig ligeså overraskende for ham, som for så mange andre. Og nyheden, som ikke var nogen nyhed, blev flittigt gentaget igen og igen i Danmarks Radio dagen igennem.



OG SÅ TIL selve spådommen. Det bliver aldrig gratis at flyve. Derfor kan selve flybilletten godt blive gratis, men afgifterne forærer et flyselskab naturligvis ikke til passagererne. Allerede i dag er der over 300 kr. i skatter og afgifter, og de skal betales af passagererne, selv med såkaldte gratis flybilletter.



Det varer heller ikke længe, før der under en eller anden form kommer CO 2 afgifter, I denne uge lagde den hollandske regering ud med et forslag om 80 kr. på en indenrigsbillet, og op til 350 kr. for en flyrejse, der starter i Holland, og er på over 2.500 km. Den slags vil vi komme til at opleve mere af.



Så kan det godt være, at et selskab som Sterling kan flytte sine indtæger fra transport til sideleverancer. Ikke mindst i samarbejde om leverandører på land. Prøv engang at spørge de store krydstogtselskaber, hvor meget de tjener ved salg af taxfree varer i butikker på St. Thomas.



STERLING kom i øvrigt også til at dominere i pressen på anden og nok så konkret måde i denne uge. Nemlig med satsningen i Malmø. Det er der da perspektiv i, hvordan selskabet så end får råd til de investeringer det kræver.



Hvis Sterling skal lykkes, når ikke Ryanair kunne, er det fordi der flyves til “de rigtige” lufthavne. Altså ikke til en mark uden for Frankfurt, men til hovedlufthavne, primært London og Stockholm.



Dernæst kan systemet med en tur til udlandet og så en indenrigsflyvning til Stockholm bruges, på samme måde som det sker med Aalborg og London. Det holder flyene i arbejde og betyder afgange på de rigtige tidspunkter af døgnet.



Men, det er en farlig gang, båret af optimisme. Lykkes det mon? Hvad mener du, stem i quick poll.


Skrevet af