Kommentaren

VisitDenmark har i den utvivlsomt bedste mening fået foretaget endnu en undersøgelse, der bekræfter, at turister søger til Danmark på grund af vor afslappede livsstil og relativt trygge rammer. Direktør Dorte Kiilerich illustrerer det med, at indbyggerne i vore nærområder opfatter vort land som hyggeligt, uden ”indhegninger”, og hvor man kan tænke og tale frit.



VisitDenmark konkluderer derfor også, at Danmark ikke havde taget skade på grund af den såkaldte Muhammed-krise eller bølleoptøjerne ved ungdomshuset på Nørrebro.

Det ville da også have været underligt. Muhammed-krisen var netop et eksempel på, at en dansk regering ikke går på akkord med ytringsfriheden eller mediernes selvstændighed. Ballade med unge voldsmænd og autonome fanatikere kender ethvert samfund. Det trækker ikke fra i bedømmelsen af et land, at den lokale ordensmagt har politisk opbakning til at gribe ind.

I begge tilfælde står det etablerede samfund på ytringsfrihedens og den private ejendomsrets side. Det trækker selvfølgelig ikke ned i udlandets bedømmelse.



Der er derfor ikke noget overraskende i VisitDenmarks rapport. Lidt Jeronimusagtig kan man hævde, at pengene måske kunne være brugt bedre end til afhandlinger med helt forudsigelige resultater.

Tilbage står, at VisitDenmark har brug for en tostrenget strategi i bestræbelserne på at sikre turiststrømme til Danmark.

Vort stærkeste kort i forhold til de øvrige nordiske lande, Holland, England, Tyskland og Italien er stadig Grundtvigs samfund, hvor få har for meget og færre for lidt. Et Morten Korchsk glansbillede af tryghed og postbude, der har tid til under postudbringningen at drikke kaffe med bøndergårdenes fruer.



De føler sig tiltrukket af de mange smukke landskaber, bevaringsværdige byer og kvarterer, standard på hotel og fødevarer og den relative respekt for miljøet og færdselsreglerne!

Turister fra disse lande kommer, fordi her er rart at være. Det er her også. Siden ruderkonges tid har min og familiens egentlige sommerferie været på Bornholm. Og det bliver den også i år. Netop fordi vi her til lands har virkelige perler som den sønderjyske marsk, Vesterhavet, Limfjordens lidt mere stille vand, de sjællandske skove, det sydfynske øhav, de østjyske havne og de velordnede badestrande – spredt over hele landet.



Bruges resurserne over for denne kernegruppe af turister effektivt? Udnyttes det danske image optimalt i en hardcore strategi på at trække skandinaver, tyskere, hollændere og italienere til landet. Eller ender indsatsen i teoretiske øvelser om kommunikationsstrategier og image-opbygning?

Den anden streng på buen er de såkaldte nye turister fra en verden, der kun lige har fået juridiske og økonomiske muligheder for at rejse relativt frit.

Det er selvfølgelig borgere fra de tidligere kommunistiske lande, afrikanere og ikke mindst kineserne. Den velhavende del af japanere har for længst erobret universet med guidede ture og unges dannelsesrejser til Europas kulturbyer.

Her har Danmark meget at byde på, men det ved man ikke altid på den anden side af kloden. De stedlige turister kommer ikke automatisk, fordi det er nemmere at gå på gaden om natten i København end i Nairobi, eller fordi vi skal være vært for det globale klimatopmøde i 2009 og bindingsværkshusene på Sydfyn ligger side om side.



De kommer, hvis København og andre danske landsdele er en brik i den mosaik, der skal styrke deres indsigt og forståelse for historie og kultur.

Derfor tager de selvfølgelige til Firenze med dens utrolige kulturskatte. Men hvorfor tager de til Gent i Belgien i stedet for Odense eller Ålborg?



Og hvorfor lægges den danske hovedstad ikke automatisk ind på rejsebureauers ruter? Kniber det med resurser til målrettede aktiviteter uden for nærområderne? Hvad har Amsterdam, som København ikke kan trumfe?



Spar os nu for flere rapporter og optimer den konkrete indsats for at styrke turisttilstrømningen.

Skrevet af