Fredagsklummen: Stop hetz mod rejsebureauerne

Af Ejvind Olesen



Man skal efterhånden løbe spidsrod i et rejsebureau eller gennemgå alverdens samvittighedskvaler ved skærmen, før man kan få lov at købe en rejse, og komme pænt og godt hjem igen.



Senest har DR Nyheder i bedste frelsende stil gået ærinder for Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri og fundet ud af, at ti danske rejsebureauer bruger billige kopivarer i markedsføring af rejser til for eksempel Thailand.



Hurra for skarp iagttagelse. “Man slår sin egen forretning op og sælger rejser ved at reklamere for, at man skal ud og købe billige kopivarer. Hvis det blev gjort herhjemme, ville det være klart ulovligt,” siger foreningens formand advokat Sture Nygaard.



Nu er der rent faktisk mange ting, som sker i fjerne lande, som ville være ulovligt herhjemme. Gudskelov er hele verden da endnu ikke medlemmer af EU. Man må også gerne sælge krumme agurker i Thailand. Det må man ikke i Danmark. Må jeg så heller ikke nyde en krum agurk i Bangkok? Hvis jeg da ellers kan skaffe en.



Jeg må også godt spise på en restaurant, hvor man anvender underbetalt arbejdskraft, og på en restaurant som ikke har en smiley. Jeg må i det hele taget opføre mig, som jeg vil i henhold til landets love og til mine egne moralske og etiske grænser.



Men i Danmark passer man på mig. Jeg tillod mig i sin tid at anføre, at det var lige groft nok, at rejsebureauerne blev tvunget til at oplyse folk om risikoen ved sex uden kondom og til at advare mod, at sex mod mindreårige er forbudt i Thailand. Samt til at udlevere kondomer til kunderne, hvad enten de er 89 eller 19 år.



Jeg skal også acceptere brochurer i mit rejsebureau om, at der er en række forbudte varer at tage med hjem fra truede dyrearter, og jeg skal fortsat finde mig i, at en bestemt organisation truer mig, hvis jeg vil rejse til Burma, og i hvert fald truer mit rejsebureau.



I fattige Thailand kan jeg købe kopivarer, og det gør jeg naturligvis, fordi de har en god kvalitet og koster en brøkdel af det forhandlerne og importører opkræver i den vestlige verden.



Men jeg ved også, at mange af de varer, man kan købe i Thailand produceres og leveres af de samme syersker og taskefabrikker, som videresælger til importører til ligeså lave priser, og som derefter scorer gevinsten.



Det skal de være velkomne til, men de skal ikke blande sig i, hvad jeg køber i et land på lovlig vis, så længe jeg overholder reglerne for indførelse til Danmark.



Jeg kan også købe de samme kopivarer i USA. Jeg kan købe kopiure på Times Square eller i China Town i New York. Noget som enhver rejseleder ved og fortæller om.



Jeg vil også have lov til at besøge den lokale skrædder i Thailand, vel vidende at han kan sy en jakke eller et par bukser til minipris, uden at jeg af den grund vil have dårlig samvittighed.



Ingen skal ej heller betragte mig som potentiel pædofil, eller ude efter sex med mindreårige piger, fordi jeg rejser til Pattaya. Denne omsiggribende tendens til med det samme at vende blikket mod rejsebureauerne er utålelig.



Jeg tror, jeg vil danne en forening for kunder i bureauer og hos flyselskaber. LMIF-klubben. “Lad mig i fred”. Jeg kan godt passe på mig selv og min familie.



Jeg beklager, men så må Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri også klare sine egne problemer. Uden at ulejlige rejsebureauerne, og det samme må Red Barnet og Burmakomiteen og alle de andre. De kan altid finde hjælp hos DR Nyheder.

Skrevet af