Mandags kommentar

Som et af det nordiske samarbejdes mere konkrete resultater er en pasfrihed mellem Norge, Sverige og Danmark. Derfor er det forståeligt kommet bag på 2.000 norske krydstogtsgæster, der kommer til København fra Oslo med Jewel of The Seas 3. maj, at de danske pasmyndigheder kræver pas for, at de må gå i land. Når de går om bord i Oslo, skal de ikke vise pas, men blot kunne legitimere sig.



De danske pasmyndigheders krav er utvivlsomt i strid med både den fælles skandinaviske lovgivning og hele ånden i den velfungerende aftale om pasfriheden.



Nu er der for det meste en forklaring på myndigheders administrative beslutninger. De er ikke altid logiske og rigtige, men det er sjældent tilfældigheder, der ligger bag.



Det er der næppe heller i denne sammenhæng.



Mest sandsynligt er det et udslag af almindeligt sikkerhedshysteri, der jo også rammer europæere, der skal rejse med fly. I kølvandet på terrorhandlingerne 11. september 2001 har ofte meningsløs og udsigtsløs jagt på den absolutte sikkerhed gjort irritationsmomenterne for flypassagerer ganske omfattende.



Og det er givet den samme tankegang, som paspolitiet i Danmark gør gældende over for de 2000 nordmænd, man må håbe husker at medbringe deres pas, når de skal besøge den danske hovedstad.



Det er måske også, fordi Norge står uden for EU og Schengen, at paspolitiet har lavet den ny praksis.



Men sikkerhed mod, at nordmænd eller norsk boende udlændinge skulle tage til København med kriminelle hensigter, giver restriktionerne jo ingenlunde.



Det ville være unægtelig nemmere at finde de norske fjelde til dronningens by ad andre veje end med et krydstogtsskib.



Både af hensyn til det nordiske samarbejde og den succesfulde pasfrihed, resurseforbruget hos politiet og norske turisters lyst til at tage til København, bør justitsministeren nok overveje, om denne chikane af de rejsende tjener noget formål.


Skrevet af