Fredagsklummen – De skyder gråspurve med kanoner

Af Ejvind Olesen



MED DEN spændte situation, der for tiden er i SAS op til nye overenskomster fra april for store faggrupper, og slet skjulte trusler om udlicitering på mange fronter, skal der ikke meget til for at få kedlen til at koge over.



Det er præcis, hvad der sker nu. 35 kinesiske stewardesser kan aldrig blive til nogen trussel så stor, at arbejdspolitiske ordførere – endda fra Venstre – behøver at tage del i en regulær fagforeningsstrid. Oven i købet med faste udmeldinger om, at kineserne bør aflønnes efter danske overenskomster.



Der er nemlig ikke tale om, at SAS er ved at miste sin identitet og i gang med at skaffe fremmed arbejdskraft op i flyene. Et SAS-fly uden skandinaver i kabinen og i cockpittet er simpelthen ikke noget skandinavisk selskab, men blot et neutralt, ligegyldigt transportselskab, som vi ikke behøver at være så optaget af. Det ved SAS-ledelsen, og det ved politikerne.



MED HENSYN til kineserne er sagen en helt anden. I den løbende debat har det været fremme, primært fra fagforeningerne, at der er en lønforskel, som betyder at SAS kan spare et beløb svarende til 40.000 kr. om måneden målt i forskellen mellem 10.000 kr. kinesisk og 50.000kr. skandinavisk løn. Disse forskelle er mig bekendt ikke bekræftet af ledelsen.



Hvis en dansk stewardesse med en relativ kort uddannelse får 50.000 kr. om måneden i SAS, er det sammenlignet med andre jobs, særdeles godt betalt. Det får hun næppe heller, gennemsnitslønnen er 25.000 kr., men fagforeningen forklarer det med, at hertil kommer så ekstra uniformer og hotelophold.



Hvor er forskellen ? De kinesiske piger skal vel ikke gå nøgne eller sove i telt, når de er på arbejde ? Lønforskellen beror i forskellige områder i verden, hvor man er stationeret. Uanset om man er ansat i et rederi, et computerfirma eller er stewardesse. Leveomkostningerne er vidt forskellige.



REALITETEN er nok, at den dansk ansatte koster flyselskabet omtalte 50.000 kr. som fremkommer ved diæter, ulempetillæg og lignende indarbejdet i de danske overenskomster.



Verner Lundtoft Jensen er en god fighter for sin medlemmer, men han kan da også komme på vildspor. Når han for eksempel siger, “at man da ikke har noget imod de japanske stewardesser på flyene til Tokio, fordi de er lønnet efter japanske overenskomster, og de giver højere løn end de danske. Og man vil da ikke kræve, at de japanske piger skal gå ned på dansk niveau.”



Den holder ikke en meter. Det må vel gælde begge veje og i tvisten i Arbejdsretten, kunne det meget vel blive her, at SAS-ledelsen vinder, fordi der er vundet hævd på et system, uanset om lønnen er højere eller lavere.



SIDEN 70`erne har japanske stewardesser været om bord i SAS fly, fordi et japansk publikum forventer deres egne i servicesektoren, også ude i verden. Derfor er der også japanske ansatte på mange københavnske hoteller. Det samme gør kineserne. Det ligger i kultur og sprog.



Det er vel også værd at erindre om, da Austrian Airlines overtog en SAS rute fra København til Chicago og i aftalen fik indarbejdet, at der skulle være to skandinaviske kabinefolk om bord i Boeing 767 på strækningen. Uden noget krav om, at de skulle ned på østrigsk løn, som i hvert fald dengang var klart lavere end den danske.



Det takkede CAU, dansk kabineforening, klart nej til, selv om det ville betyde ekstra arbejdspladser. De ville ikke ned på østrigske standarder (lavere service og mere arbejde) på oversøiske flyvninger. Der blev herefter fløjet udelukkende med østrigsk personale. De fik i øvrigt også nogle meget lidt pæne ord med på vejen fra danske piloter, fordi der i cockpittet kun sad to mand – mod tre i SAS-flyene.



Hvad mener du om situationen. Stem i quick poll.

Skrevet af