Det gik som ventet på generalforsamlingen i Sønderborg. Ingen udsendte medarbejdere, eller ejerne selv, dukkede op fra Ukraine.

Der er godt gang i gætterierne forud for dagens generalforsamling i Sønderborg. Hvem ryger ud af bestyrelsen og hvem bliver, om overhovedet nogen. Og hvordan med direktionen, som formentlig heller ikke undgår ændringer.

Det eneste, der skulle være sikkert er, at Cimber Sterling får tilført 165 mio. kr. for 70 procent af aktiekapitalen af cypriotiske Mansvell Gruppen, som ejes og styres fra Ukraine.

Når emissionen er besluttet på generalforsamlingen – det kan den ikke undgå – er det hele måske overstået på en time. Normalt ville der være udarbejdet en handlingsplan, som herefter ville blive offentliggjort, men hvis der eksisterer en sådan er der tilsyneladende ingen i Danmark, der kender den. Heller ikke den øverste ledelse i Cimber Sterling.

Som det forlød i går møder den ny majoritetsejers folk overhovedet ikke op i dag. Planen kunne meget vel være, at man senere indkalder til en ny generalforsamling, hvor der så vil blive valgt ny bestyrelse og formentlig ny formand fra Mansvell.

Men der er stor usikkerhed om forløbet. Da Mansvell overtog Skyways i Sverige, troede man også det ville betyde omgående ændringer. Det blev business as usual. Det kunne også godt blive det foreløbige budskab i Cimber Sterling.

På lidt længere sigt må der trods alt være en dybere ide i at investere – og redde – et dansk flyselskab ved at putte 165 mio. kr. i foretagenet. Her er en fusion med Skyways og City Airline i Gøteborg det mest oplagte bud, men det er langtfra sikkert, at gruppens ukrainske selskab indgår i de planer.

Regionale ruter i Skandinavien, Nordeuropa med Baltikum kan godt blive en god forretningsmodel, men dansk indenrigs er ikke noget at løbe langt efter for tiden, hvis man ønsker at tjene penge.

Fremtiden for de seks 737-fly med stor kapacitet har længe været dømt ude, men de kan godt reddes, hvis de bruges rigtigt. Der vil blive skelet til samarbejdet med SAS, hvis man vælger den rigtige taktik. Og det er i hvert fald ikke klogt, hvis Sterling-flyene fortsat skal flyve nogle parallel ruter i strid konkurrence med SAS.

Det er imidlertid slet ikke sikkert planerne går i den retning. Foreløbigt ser det ikke ud til at Mansvell Enterprise (læs Igor Kolomoysky) har meldt noget ud om planerne. De har heller ikke bedt den nuværende ledelse om at komme op med en strategiplan. Om man vil lave en akse Kiev-København er også en mulighed – men der skal være rene linjer. Ellers er en stor kunde som SAS i hvert fald væk.

Personalet holder vejret i spænding. Det er der også mange andre, der gør.

 

Opdateret:

 Den ekstraordinære generalforsamling vedtog med 99,5 procent af stemmerne en emission, der giver Mansvell Enterprise Limited rådighed over 70 procent af aktierne i Cimber Sterling i fremtiden.

 

I sin beretning sagde formanden Vilhelm Hahn-Pedersen, at selskabet havde været truet på livet med flere hundrede arbejdspladser i spil. Der var ikke noget alternativ til det nuværende forslag.

 

Hvad formanden ikke sagde, var, at overlevelsen nok nærmere var et spørgsmål om timer end om dage.

Da kommerciel direktør Stefan Vilner forlader flyselskabet med månedens udgang glider denne funktion midlertidig over til adm. direktør Jacob Krogsgaard indtil en ny organisation nok snarest dukker op, anført af Gregory Gurtovoy.
Han ventes også valgt som formand af en ny generalforsamling, hvor ukrainerne med aktiemajoriteten selv kan bestemme, hvad der skal ske.

 

 

 

Skrevet af Ejvind Olesen