Debat: Kamp om luftherredømmet i Vestdanmark

Af Ole Kirchert Christensen, ejer af Travelbroker.dk



Kampen om luftherredømmet i Vestdanmark spidser til. Hidtil har Billund Lufthavn haft en stærk position, hvor lufthavnen kunne markedsføre sig som Vestdanmarks internationale lufthavn uden at dette kunne anfægtes. Men Sterlings konkurs og en aggressiv strategi fra Aalborg Lufthavn kan ændre dette billede.



Sterlings konkurs kostede i første omgang op imod 25 % af den samlede passagertrafik fra Billund Lufthavn. Samtidig har Ryanair lukket et par ruter, således at lufthavnen i vintersæsonen er gået fra 10 til 7 ruter med det irske selskab.



Aalborg Lufthavn er også i vækst. Sterling havde før konkursen et brohoved med fem daglige indenrigsafgange til København samt udenrigsruter til London, Paris og Malaga. I første omgang er lufthavnen holdt skadesløs på indenrigstrafikken.

Norwegian åbnede med tre daglige afgange, som hurtigt blev justeret op til fem. Samtidig har Cimber og SAS bebudet en ekstra frekvens på Danmarks største indenrigsrute, 800.000 passagerer om året.



Herudover har Aalborg Lufthavn en strategi, der hedder ”1 af 3 i 2013”. Ifølge lufthavnen vil der om få år formentlig kun være tre betydelige lufthavne i Danmark, og sejrherrerne vil være København, Billund og Aalborg.



Der kan derfor være udsigt til et scenario, hvor Jylland på sigt vil blive delt i et nordligt og sydligt marked.



Billund vil tage markedet fra Århus og sydpå, mens Aalborg vil koncentrere sig om den nordlige del. Aalborg Lufthavn har en klar fordel omkring tilgængeligheden, idet E45, livsnerven i infrastrukturen i Jylland, går næsten lige til døren. At lufthavnen samtidig kan lokke med gratis P-pladser er endnu et konkurrenceparameter.



Derfor skal slaget om det jyske luftfartsmarked udkæmpes omkring Viborg, Randers, og Århus, der ligger i udkanten af begge lufthavnes naturlige optageområde. En kamp hvor Aarhus Lufthavn samtidig kan risikere at blive klemt mellem de to aktører.



Billund har et klart forspring med et attraktivt rutenet og kritisk masse, der er forudsætningen for at kunne drive rentabel lufthavnsvirksomhed.

Billund betjener de store netværksselskaber som Lufthansa og KLM, der kan føde passagerer ind til de europæiske trafikknudepunkter i Frankfurt og Amsterdam.

Men samtidig presses Billund fra syd, idet mange syddanske virksomheder i større grad anvender Hamborg som udgangspunkt for rejsen. Også det fynske marked er svært for Billund Lufthavn at fastholde. Lufthavnen har godt fat i Vestfyn, men fra Odense og østpå har Kastrup størst tiltrækningskraft med gode vej- og jernbaneforbindelser.



Ser man mod nord, vil Aalborg Lufthavn derimod have gode muligheder for at blive porten til Norden. Kilder i branchen vurderer, at ruter til Norge, Sverige, Finland, Island, Grønland og Færøerne vil være oplagte fra den nordjyske lufthavn. Flyvetiden er lidt kortere, og den ”psykologiske rejseretning” vil være rigtig.



På mange rejsende virker det forkert, at man først skal køre sydpå for at rejse nordpå. I forvejen flyver både Sun-Air og AirNorway til Oslo. Atlantic Airways har i forvejen en sommerrute til Færøerne, mens Iceland Express netop har bebudet åbningen af en sommerrute til Reykjavik.



Såvel Billund som Aalborg har som de to eneste lufthavne i Danmark haft positive væksttal i passagertrafikken i samtlige første 10 måneder af 2008. Derimod har Danmarks internationale lufthavn i København haft en negativ udvikling i passagertallet siden august.



Det jyske erhvervsliv har brug for et godt og veludbygget net af udenrigsruter fra Vestdanmark for at fastholde virksomhedernes konkurrenceevne. Hvorvidt markedet er stort nok til at kunne blive betjent af to udenrigslufthavne med konkurrerende ruteudbud er tvivlsomt. Det vil derfor i sidste ende være markedskræfterne, der vil afgøre, hvorvidt der bliver én eller to sejrherrer i den vestdanske lufthavnskrig.


Skrevet af