Graduate Hotels er en anderledes gruppe med boutiquehoteller ved store amerikanske colleges og universiteter. PR-foto.

Hilton overvejer køb af mindre boutiquehotelkæde

Graduate Hotels med 33 boutiquehoteller i navnlig store amerikanske college- og universitetsbyer købes måske af giganten Hilton, skriver flere medier. Hiltons koncernchef udelukker ikke noget.

Hilton, der ved udgangen af sidste år talte over 7.500 hoteller og resorts verden over, kan vokse en ekstra lille bid. Det kan ske ved muligt opkøb af Graduate Hotels, en amerikansk kæde af boutiquehoteller med foreløbig 33 hoteller i navnlig USA, men også i berømte engelske universitetsbyer som Cambridge og Oxford.

Flere medier bringer historien, blandt andet Travel Weekly, hvor der citeres kilder med godt kendskab til sagen. Den mulige overtagelse skal omfatte en franchise af Graduate-hotellerne, ikke et køb af bygningerne.

Graduate Hotels opstod for blot 10 år siden, hvor kæden blev skabt af investeringsfirmaet AJ Capital Partners og siden er vokset til 33 hoteller i USA og England – og med flere på vej.

Kæden har primært sine hoteller i store college- og universitetsbyer, hvor de ligger tæt på uddannelsesinstitutionerne og hvor for eksempel mor og far kan overnatte mens de besøger deres studerende barn.

Hverken ja eller nej
I forbindelse med en pressebriefing ved Hiltons seneste kvartalsregnskab, blev Hiltons koncernchef, Chris Nassetta, også spurgt til rygterne om det mulige opkøb af Graduate Hotels.

Svaret lød, at Hilton hverken be- eller afkræfter rygter om for eksempel opkøb og overtagelser. Men, sagde han, en overtagelse af et segment som Graduate Hotels ville være noget nyt for Hilton. ”Lad mig sige sådan, man skal aldrig sige aldrig,” sagde koncernchefen og antydede, at markedet kan være gunstigt for at rykke med Graduate Hotels.

7.500 Hilton-hoteller – kun ét i det danske rigsfællesskab
Hilton havde ved udgangen af 2023 over 7.500 hoteller og resorts med 1,2 millioner værelser og suiter i 126 lande og territorier verden over.

Sidste år satte Hilton rekord i antal overnattende gæster – i alt 213 millioner blev det til.

Det kan hævdes, at Hilton ikke er interesseret i Danmark. Det eneste Hilton i rigsfællesskabet, er Hilton Garden Inn Faroe Islands med 130 værelser og suiter ved Torshavn.

Hotelselskabet bag hotellet, der åbnede i 2020 ved den færøske hovedstad, ejes 100 procent af Færøernes flyselskab, Atlantic Airways.

 

Relaterede artikler:

Hilton i samarbejde med kæde af luksushoteller

Hotelkoncernchef: “Jeg tog fejl”

Hilton satte flere rekorder i 2023