Langs Memory Lane med Tower Air og New York

Ejvind Olesen

KOMMENTAR: I anledning af Norwegians start med langruter til blandt andet New York er det vel værd at mindes, hvilket gennembrud det var, da Schlüter-regeringen tillod monopolbrud i julen, mens svenskerne var på lang, lang juleferie.

Af Ejvind Olesen

Til sommer begynder Bjørn Kjos og Norwegian at flyve to gange om ugen mellem Skandinavien og New York til priser, der ikke synes af denne verden. Sporene skræmmer åbenbart ikke, for det gjorde Tower Air også i 1987. Senere gik selskabet konkurs.

Vi var som journalister ret så meget optaget, da vi en af de første dage i januar 1987 erfarede, at den danske regering havde brudt SAS-monopolet og på vegne af de tre skandinaviske regeringer havde sagt ja til liberalisering uden at få at få det sædvanlige negative svar fra SAS og den svenske regering (de var på den sædvanlige lange juleferie til efter Hellig Tre Konger).

Endelig var der en nyhed i en stille ferieperiode. Jens Veino var som adm. direktør for Tjæreborg Rejser gået sammen med Tower Air om at skabe billigrejser fra København til New York to gange om ugen. Ca. 2.500 kr. for en uge med ophold på President Hotel. Dengang brød internettet ikke sammen, som det gjorde i går på Norwegians hjemmeside, men det gjorde telefonerne.

Nu skulle hr. og fru Danmark opdage New York. Oven i købet rejse med en jumbo, Boeing 747 i to etager. Til en pris, der sammenlignet med SAS, var et rent eventyr. Unge og ældre bookede plads i stimer. Flyene var hurtigt udsolgt – og de var ellers store! Der blev også solgt individuelle billetter, men dem var der alt for få af til at få det til at løbe rundt. Sådan da. For Tjæreborg garanterede broderparten i begyndelsen.

Det var en øjenåbner for danskerne. Mange ældre købte billet uden at ane, hvad de gik ind til og havde vel kun lige penge til pakkerejsen til det meget skrabede turisthotel. De købte heller ingen udflugter. Blot en burger om aftenen, og så lavede de selv mad på spritapparater, som de købte i de nærliggende forretninger. Og så hjem igen. ”Hurrah, vi har været i New York!”

Tower Air med 17 Boeing 747 var slet ikke noget dårligt bekendtskab. Og i januar året efter, samtidig med at rejsemessen i Bella Center kunne fejre 30 års fødselsdag, modtog flyselskabet og Tjæreborg årets rejsepris fra Danske Rejseskribenter med bl.a. pastor Eilif Kroager på scenen under festlige former. Jeg var på det tidspunkt næstformand, og vi var ikke i tvivl om, hvem vi skulle vælge. Formand Svend Aage Andersen fra Politiken overrakte prisen.

Det holdt imidlertid ikke. Tower Air havde stærke relationer til Israel og en meget lukrativ aftale med det amerikanske forsvar om at flyve soldater til og fra Golfen. Det kunne man tjene mere på end fattige danskere på eventyr i New York, og ruten til København lukkede ned.

De billige priser holdt simpelthen ikke. Og der var kun tale om punkt til punkt trafik. Ingen aftaler med andre flyselskaber, hvis passagererne skulle videre ud i USA. Helt den samme situation som nu med Norwegian.

For at gøre billedet endnu mere dystert krakkede Tower Air en halv snes år senere i år 2000. I mellemtiden lærte de etablerede flyselskaber at leve uden monopolet, og billetpriserne raslede ned. Netop nu har SAS priser til ca. 4.500 kr. retur mellem København og New York. Men det er ikke mange dage siden, at en dansk turoperatør fik en pris til næste forår på 6.500 kr. med SAS til NY.

Det er unægteligt et spring, men her skal tilføjes, at alene skatter og afgifter samt brændstoftillæg i dag hos SAS er ca. 1.900 kr. for en returbillet.

Drøm eller virkelighed? Norwegian eller SAS? Eller dem begge? Døm selv.