Lufthansa og Air France/KLM ønsker EU hjælp mod Norwegian

norwegian-B787-dreamliner-2SIDSTE UDKALD: Måske har USA allerede besluttet en mellemløsning med en tilladelse til Norwegian Air International om at flyve mellem EU og USA, hvis man undlader at ansætte flypersonale fra tredjelande. Hvis ikke, anmoder to store flyselskaber nu i et åbent brev til EUs kommissionsformand og flere kommissærer om, at EU siger fra.

EU-Kommissionen har længe haft store vanskeligheder ved at acceptere, at amerikanerne trækker en flyvetilladelse til Norwegian Air International (NAI) om at flyve mellem EU og USA på irsk licens i langdrag. NAL har ventet i over et år og flyver i øjeblikket på en midlertidig tilladelse bl.a. fra Skandinavien, til amerikanske destinationer.

Al den stund, at irerne har godkendt NAI, skal USA også gøre det efter Open Skies- aftalen, men efter heftige protester fra amerikanske fagforbund, primært piloter og kabineansatte, ser det ud til, at Kongressen nu forsøger sig med en mellemløsning.

Det tyder på en tilladelse for NAI under forudsætning af, at man ikke anvender personale fra tredjelande, som for eksempel kabinepersonale fra Thailand til Thai-lønninger.

Det vil de store europæiske selskaber næppe forhindre, men i det åbne brev, Lufthansa sammen med Air France/KLM, har sendt til EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker og flere EU-kommisærer –sammen med flere europæiske pilotforeninger og kabineansattes foreninger  – prøver man nu et sidste forsøg på at få EU til at bliver enige med amerikanerne om at nægte Norwegian tilladelse.

”Hvis vi tillader NAI at ansætte thailandske besætninger på ruter mellem EU og USA er det en glidebane, hvor andre hurtigt følger efter. EU bør tage klart afstand fra en sådan udvikling, som er et angreb på sociale rettigheder. Der er brug for europæiske jobs i stedet for at udlicitere dem,” hedder det i brevet.

I amerikanske luftfartskredse mente man, at Kongressen allerede op til weekenden ville komme med en mellemløsning, som næppe vil tilfredsstille Bjørn Kjos og Norwegian.