STANDBY.DK Nyt om rejser
MANDAGSKLUMME: Besynderlig kritik af fra hjælpeorganisationer af rejsearrangører med indlagte besøg på børnehjem i Asien. Rent vrøvl, når formand nedgør det, som en form for betalt oplevelse.
Af Ejvind Olesen
Jeg vil aldrig glemme, da jeg i midten af 70èrne første gang besøgte Father Brennans børnehjem i Pattaya på en pressetur arrangeret af det daværende SAS-ejede Globetrotter.
Mange af børnene kom fra flygtningelejre i krigshærgede områder. Flere var misbrugte. Andre handicappede af mange forskellige årsager. En lille 12-årig pige tog min hånd og smilede tillidsfuldt, da vi sammen gik rundt på børnehjemmet.
”Det skal du være glad for,” sagde en af lederne. ”Da hun kom her, var hun vant til at blive voldtaget før hvert måltid. Skræmt var hun fra vid og sans, når der var en mand i nærheden.”
Inde i et af lokalerne sad en amerikansk stewardesse fra Pan Am, som havde taget et halvt år fri for at blive frivillig hjælper på det thailandske børnehjem. Hun havde været med på et besøg på hjemmet og flere af hendes kolleger havde også valgt en periode som frivillige hjælpere efter et besøg.
Det samme gjorde mange danskere, og hjælpearbejdet blev sat i værk af SAS-ansatte, fulgt op af mange kendte, der har doceret store summer i mange år til plejehjemmet.
Et par gange senere har jeg været på besøg med danske gæster fra det bureau, som arrangerede turen. Altid har det været mit indtryk, at børnene og deres hjælpere har været mindst ligeså taknemmelige som de besøgende over arrangementet.
Den samme opfattelse har jeg haft, når jeg har besøgt børnehjem i Gambia, Senegal, Brasilien og Mexico samt ikke mindst i Nepal.
Når formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk, i lørdags, først i Kristeligt Dagblad senere på TV, kaldte turisternes besøg usmagelige og uetiske og fik hjælp af børneorganisationer som Red Barnet og Unicef repræsentanter, så er det lige præcis en helt usmagelig kritik og latterliggørelse af tusindvis af danskeres oprigtige ønske om at hjælpe.
Artiklen i Kristeligt Dagblad lader i sin indledning heller ingen tvivl om, hvad forfatteren mener med følgende: ”Fotografering og fri leg med forældreløse børn i fattige lande er blevet stadig mere populært blandt danskere, der ønsker at krydre den eksotiske solferie med lokale og sociale oplevelser. Derfor fletter flere rejsebureauer i dag besøg på børnehjem ind i programmet for luksusferie og rundrejser i lande som Indien, Burma, Thailand og Cambodia”.
Bemærkningen om luksusferie er typisk. Underforstået, det er nok nogle rige overklasseløg, som skal se børnenes fattigdom og donere en smule af deres overskud for samvittighedens skyld.
Red Barnet er med på den samme. Er de alene om at vide, hvordan børn har det og hvilken hjælp de har brug for? Vil de have monopol på godhed for vores penge?
De danske rejsearrangører skal bare holde fast. Deres etik og fornemmelser for, hvad man kan og ikke kan, ligger generelt på et højt niveau, som de absolut kan være bekendt.
