Midt i en taxatid

Ejvind Olesen

Ejvind Olesen

WEEKENDKLUMME: På en og samme tid har Københavns og Bangkoks store lufthavne besluttet, at der skal gøres noget ved taxasjusk. Samtidig er Uber kommet til landet og startet en priskonkurrence, som vi næsten ikke kender i Danmark.

Af Ejvind Olesen         

Da jeg for et par måneder siden var i Stockholm, slog det mig endnu engang, hvordan konkurrencen med taxa er i forhold til i Danmark. I tre rækker holder stribe af vogne foran terminalerne på Arlanda, klar til at køre mod centrum.

Jeg vidste også godt, at der er fri konkurrence, og at man let kan brænde et par hundrede kroner for meget af ved at vælge den forkerte kø. De dyreste biler lukrerer på, at kunderne ofte tager den nærmeste – uden at spørge til prisen.

Sådan er det ikke i Danmark, hvor der næsten ikke er konkurrence. Produktivitetskommissionen har foreslået at liberalisere taxi-erhvervet, afskaffe antalsbegrænsninger og geografiske køregrænser, men indtil nu er der ikke sket noget.

Det tager Københavns Lufthavn nu fat på ved at give bevillingen til lufthavnens område til et bestemt selskab, som så i det mindste kan holde orden. Dels at sørge for, at antallet tilpasses behovet – og at chaufførerne gider kører derhen, hvor kunderne ønsker, om det så er en kort tur til Dragør.

Præcis samme dag kommer meddelelsen om en ny taxiterminal for den nye store Suvarmabhumi Lufthavn i Bangkok noget lignende København. De godkendte taxier skal være i orden, skal være sikre, chaufførerne serviceminded og parate til at køre hvorhen kunderne ønsker, om det blot er til Bangkoks centrum eller en lang tur til Pattaya. Ingen slinger i valsen, så får de ikke mere adgang til terminalen.

Slet så restriktiv går man næppe til værks i København, men det er jo noget i samme retning, man ønsker. Og senest er Uber kommet til og er blevet politianmeldt for den måde firmaet driver taxakørsel (eller det der ligner) på.

Branchen udfordres af Uber, som måske ikke får lov til at blive. Berlingske skrev for nogen tid siden, ”at politikerner bør luge ud i regeljunglen, så konkurrencen kan udfolde sig frit på lige vilkår”.

Hvorfor i alverden skal det på Grundlovsdag koste 19,15 kr. pr. kilometer og 50 kr. i start mod 15,25 kr. og 37 kr. i start på en almindelig hverdag. Den høje takst gælder også om søndagen, hvor flyselskaber og hoteller sætter priser ned, da sætter danske taxaer dem op. Til trods for, at alle tre parter skal leve af fritidsrejsende i weekenden.

Lad os endelig få ryddet op i taxi sjusk, hvordan det så end skal gøres og af hvem. Kunne vi så samtidig få fri konkurrence, som vi i udtalt grad kender inden for lufthavnsterminalernes mure, ville det være en dejlig julegave.