Naturpark Vesterhavet først og størst

vesterhavetVarde Kommune har søgt om at få Naturpark Vesterhavet optaget som officiel naturpark. Bliver det godkendt, vil det være et af de første med den ’blåstempling’.

Danmarks Naturparkers nye mærkningsordning har fokus på beskyttelse og benyttelse af naturen, og for at få udmærkelsen søsætter Varde Kommune nye formidlingsprojekter. Der skal også laves såkaldte grejbanker, hvor besøgende kan låne friluftsudstyr.

Naturpark Vesterhavet, der ligger i forlængelse af Nationalpark Vadehavet, fylder knap 23.000 hektar – eller ca. 300.000 parcelhusgrunde. Området har et mangfoldigt fugle- og planteliv, en lang række fortidsminder og enestående strande.

For at opfylde Danmarks Naturparkers kriterier skal ansøgere bl.a. beskrive, hvordan de efter en 5-årig periode vil have forbedret naturkvaliteten i området.

”Vi har ansøgt om at blive naturpark for at få et mærkat, der klart og tydeligt fortæller turister og andre besøgende, hvad de kan forvente”, siger Colin Seymour, turistchef i Varde Kommune.”Samtidig forpligter vi os til at udvikle området og forbedre kvaliteten”.

I modsætning til i de fleste andre lande indebærer nationalparkbetegnelsen i Danmark ingen særlig beskyttelse af naturen, og under etableringen af nationalparker i Danmark er det klart, at der manglede et naturparkbegreb. Bl.a. derfor har Friluftsrådet i 2010 sat et projekt i gang om at skabe og godkende naturparker i Danmark, hvor kriterierne i højere grad sigter mod at beskytte naturen.

Naturpark Vesterhavet strækker sig fra Blåvand til Nymindegab og rummer de populære kystdestinationer Vejers og Henne Strand.