De stigende energipriser betyder, at blandt andet hotelbranchen har brug for en ny politisk håndsrækning, mener Dansk Erhverv. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Stigende priser udfordrer hotellers prisstruktur

Danske hoteller er presset på forretningskritiske områder som lys, varme og fødevarer. En lang planlægningsramme på større møder udfordrer hotellerne. Dansk Erhverv ønsker politisk handling.

Flertallet af de danske hoteller er meget påvirket af de stigende priser. Hotellerne er presset på forretningskritiske områder som lys, varme og fødevarer, påpeger Dansk Erhverv i en ny hotelanalyse.

Brancheorganisationen henviser til Danmarks Statistiks Forbrugerprisindeks der ifølge Dansk Erhverv viser, at de danske husholdninger, såvel som erhvervslivet, oplever ekstraordinært høje priser.

Gennemsnitsprisen på fødevarer var 15,9 procent højere i september i år end samme tid sidste år. Priserne på el og naturgas steg kraftigt i 2021, og i 2022 er stigningerne fortsat tempo. Alene i september steg gasprisen 189,2 procent og elprisen 95 procent i forhold til samme måned sidste år.

Med den store usikkerhed om prisernes udvikling er det svært for hotellerne at prissætte konferencer, møder og ophold. En lang planlægningshorisont på større møder gør også, at hotellerne er ekstra sårbare i deres forretning, påpeger Dansk Erhverv.

Svært at skrue på omkostningerne uden at forringe gæsteoplevelsen
I kommentarer til hotelanalysen siger Lars Ramme Nielsen, markedschef for turisme, oplevelse og kultur i Dansk Erhverv:

”Hotelbranchen er blandt de brancher, hvor flest virksomheder er meget påvirket af de stigende priser. Fordi de økonomiske tab har været størst i hotel- og restaurationsbranchen under corona, så er det samtidig her, at polstringen til nye, svære tider er mindst.

Lys, varme og fødevarer er kernen i det, man gerne vil have, når man er gæst på et hotel. Derfor er det grundlæggende meget at svært at skrue på omkostningerne uden at det forringer gæsteoplevelsen,” siger Lars Ramme Nielsen.

Situationen i dag er et mix af coronaeffekter og nye udfordringer. Men summen kalder på handling for hotelbranchen. Det er vigtigt at rammebetingelserne forbedres til en start, lyder det.

Hotelbranche i høj sø
Den store økonomiske usikkerhed kommer i kølvandet på coronapandemi, der ramte hotelbranchen hårdt. Coronaregningen er mange steder ikke betalt, og den udbredte mangel på medarbejdere koster også på omsætningen.

Mange hoteller oplever i år en ketchupeffekt i efterspørgslen, hvor udskudte konferencer og møder nu endelig kan holdes.

Situationen kalder på handling for hotelbranchen, der udgør en central del af turismeerhvervet. Turismen er hvert år med til at sikre 56,5 milliarder kroner i skatteindtægter til den danske statskasse, og skaber 60,2 milliarder kroner i eksportindtægter ved tiltrækning af udenlandske turister, oplyser Dansk Erhverv.

Ønsker servicetjek af offentlige kontrakter
Blandt ønskerne til politikerne, der lige nu er i valgkamp, påpeger Dansk Erhverv, at hotellernes rammebetingelser skal forbedres.

Det skal blandt andet ske ved: Straks-implementering af lovet rumvarmelempelse; Fuld momsafløftning på erhvervsmæssig bespisning for at sikre ligestilling med andre lande; Øget international markedsføring af Danmark samt: Servicetjek af offentlige kontrakter (hotel og konference), lyder det fra Dansk Erhverv.

 

Relaterede artikler:

Hotelkæde ser bredt for at spare på energiregninger

Kunderne er der: Men energikrise kan ramme salget

Stigende energipriser tvinger hotelkæde til nye tiltag