Hver anden danske forældre ved ikke, ifølge Gouda, hvordan deres børn er forsikret, når de skal til udlandet med skolen. Og, siger rejsebureauforeningen: Når skoler selv arrangerer udlandsrejser, er rejserne ikke dækket af Rejsegarantifonden.
Når fodboldklubben skal til stævne i udlandet, eller lejrturen foregår uden for landets grænser, er det vigtigt at de deltagende børn på turen er dækket af en rejseforsikring. Men blandt forældre er der stor tvivl om, hvordan børn er forsikret, når de rejser til udlandet med skole, fritidsklub eller idrætsforening.
Det skriver i hvert fald Gouda Rejseforsikring i en pressemeddelelse.
I en ny undersøgelse svarer fire ud af ti forældre, at deres barn er dækket af en privat rejseforsikring. Hver anden svarer enten, at barnet er dækket af skolens eller foreningens rejseforsikring, eller at de ikke ved, om deres barnet er dækket af en kollektiv rejseforsikring.
Undersøgelsen er lavet af Kantar Public for Gouda Rejseforsikring og Gjensidige.
”Ansvaret ligger hos forældrene”
Tallene i undersøgelsen er ifølge chef for forretningsudvikling i Gouda Rejseforsikring, Louise Hertzum Andersen, dybt bekymrende.
Hun peger på, at forældre potentielt sender deres børn på rejser til udlandet uden at være forsikret. Hun mener, at ansvaret ligger hos forældrene, men at skoler og idrætsforeninger kan være behjælpelig med at informere om reglerne inden afgang.
“Har man har en rejseforsikring til sin husstand, vil ens barn typisk også være dækket, også når barnet rejser alene med skole eller idrætsforening. Men det er bekymrende, at så mange ikke har styr på, hvorvidt deres barn er dækket, og derfor potentielt set sender dem på rejse helt uden forsikring,” siger Louise Hertzum Andersen og fortsætter:
“Selvom ansvaret for at have sit barn forsikret naturligvis er forældrenes eget, så håber jeg at skoler, fritidsklubber eller idrætsforeninger vil være proaktive og huske forældrene på, at deres barn altså bør have en rejseforsikring, hvis de skal på rejser uden for landets grænser.”
Ikke forsikret: Så står man selv med omkostningerne
Selvom en smuttur til Tyskland eller et sportsstævne i Sverige kan virke som korte og ufarlige ture, så kan det blive en dyr fornøjelse, hvis ikke man har styr på sit barns rejseforsikring, også selvom man har givet sit barn det blå sygesikringskort med på tur, oplyser Gouda.
”Hvis uheldet er ude på en rejse og ens barn ikke er forsikret, står man selv med omkostningerne til behandling, eventuel hjemtransport samt transport- og opholdsudgifter ved tilkald af forældre. Det blå sygesikringskort er en god start at have med, men også her vil man i mange europæiske lande selv skulle betale for behandling, mens en eventuel hjemtransport ikke er dækket af det blå sygesikringskort,” siger Louise Hertzum Andersen.
Undersøgelsen er ifølge Gouda foretaget blandt 1.004 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af Kantar Public for Gjensidige og Gouda Rejseforsikring i august og september.
DRF: Ikke dækket af Rejsegarantifonden
Branchedirektør og advokat Jakob Hahn fra Danmarks Rejsebureau Forening, siger i en kommentar til Standby.dk: “Når skoler og så videre selv arrangerer udlandsrejser, er der ingen beskyttelse via Rejsegarantifonden eller anden hjælp at hente, hvis der er mangler ved rejsen eller noget går galt.”
Relaterede artikler:
Modtager færre tyverianmeldelser fra udlandsrejsende