Deutsche Bahn giver store udfordringer for sine konkurrenter, mener Tysklands Føderale Kartelmyndighed. Pressefoto for Deutsche Bahn: Volker Emersleben.

Tyske kartelmyndigheder kritiserer Deutsche Bahn

De tyske jernbaner, Deutsche Bahn, har overtrådt konkurrencelovgivningen på flere områder ved at misbruge sin dominerende markedsposition i forhold til mobilitetsplatforme, lyder anklagen.

Deutsche Bahn Group har ikke overholdt gældende antitrust-lovgivning, vurderer Bundeskartellamt, der også er kendt som Tysklands Føderale Kartelmyndighed.

Det statslige tyske jernbaneselskab skal ifølge kendelsen ændre sine forretningsmetoder når det gælder fastsættelse af billetpriser og konkraktklausuler, skriver hjemmesiden RailTech. DB afviser anklagerne og vil have sagen afprøvet ved en højere retsinstans.

Ifølge konkurrencemyndighederne bruger DB sin stærke markedsposition på transport og logistik til at begrænse konkurrence. Udbudte tjenester fra uafhængige mobilitetsplatforme for at skabe konkurrence på togrejser kan ikke lade sig gøre uden integrering af Deutsche Bahns priser og transportdata, mener de tyske kartelmyndigheder.

Ifølge konkurrencemyndighederne sidder DB nærmest på hele markedet fra netværk af togruter til distribution af billetpriser. Derfor er DB dominerende på det tyske togmarked, hedder det. Af samme årsag skal Deutsche Bahn underlægges en ”antitrust misbrugskontrol” under den tyske kartellovgivning ligesom DB har særlige forpligtigelser overfor konkurrerende virksomheder.

Kan ikke fungere uden konkurrenceklausuler
Andreas Mundt, formand for Tysklands Føderale Kartelmyndighed, siger at Deutsche Bahn skal dele data, ikke forbyde annoncering på sine platforme, gøre prisdannelser tydeligere, stoppe med særlige rabatordninger og betale kommission til formidlingsplatforme.

”Uden effektiv opretholdelse af antitrust-lovgivning kan forretningsmodellerne omkring mobilitetsplatformene ikke fungere i konkurrence med Deutsche Bahn,” siger han. Bundeskartellamt har undersøgt konkurrenceforholdene omkring DB siden 2019. I en foreløbig kendelse sidste år konkluderede myndigheden, at DB’s prisfastsættelser udgør et misbrug af dets markedsposition.

En anden tysk konkurrencemyndighed, anti-monopolkommissionen, anbefalede i 2021 en opsplitning af DB Group. Anbefalingen skyldes blandt andet, at DB sidder på så mange data i forbindelse med togdrift, at en passager der rejser med et konkurrerende togselskab i Tyskland, ikke får tilstrækkeligt med informationer ved for eksempel togaflysninger.

DB siger til sit forsvar, at man er begyndt at dele såkaldt real-time data. Ligeledes siger DB, at dets konkurrenter – for eksempel online-platforme – ofte er finansieret af store amerikanske banker og investeringsfonde. Kendelsen fra Tysklands Føderale Kartelmyndighed vil ifølge Deutsche Bahn skade DB’s forretningsmodel. Derfor vil DB appellere kendelsen til en højere tysk retsinstans.

 

Relaterede artikler:

DB forventer 150 millioner passagerer med fjerntog

DSB gør sig køreklar til flere udlandsruter

Dom mod bookingportalers krav om prisklausuler