ICE 3neo-tog fra Deutsche Bahn. (Foto: DB AG | Volker Emersleben | PR)

Oplever boom i udlandsrejser med tyske fjerntog

Sidste år registrerede Deutsche Bahn en markant stigning i antallet af passagerer, der rejste med selskabets fjerntog. Derfor er der en del nyheder på vej. Heriblandt flere togafgange til Danmark.

Flere end tidligere valgte toget, når de skulle rejse på tværs af grænser sidste år. Sådan var det i hvert fald i Tyskland, fortæller Deutsche Bahn, der har gjort status over antallet af rejsende sidste år, og tallene vidner om stigende efterspørgsel.

I løbet af 2023 gjorde 24 millioner rejsende brug af selskabets tyske fjerntog, når de skulle til udlandet. Det tal repræsenterer en stigning på 21 procent, hvis man sammenligner med de 19,9 millioner passagerer, som udgør 2019-niveauet.

Skruer op for kapaciteten
Fjerntogene er dermed mere end genoprettet efter COVID-19-pandemien. Som følge af udviklingen og den stigende efterspørgsel har Deutsche Bahn øget sædekapaciteten med 13 procent, tilføjet nye ruter til køreplanen og er begyndt at benytte længere togsæt end tidligere.

”Europæerne vælger i stigende grad at rejse via jernbanerne, og i 2023 oplevede vi en bemærkelsesværdig stigning i antallet af internationale togrejser,” siger Michael Peterson, der er bestyrelsesmedlem med ansvar for passagertransport på fjernstrækninger hos Deutsche Bahn.

”Togene appellerer til rejsende, fordi det er en bekvem måde at rejse fra en by til en anden, og de har korte rejsetider samt konkurrencedygtige priser.”

Ruter blev mere populære
Ifølge selskabet er det særligt ruten mellem Berlin og Amsterdam, der i dag benyttes mere end tidligere. 64.000 flere passagerer gjorde brug af denne i det forgangne år sammenlignet med 2022, hvilket svarer til en stigning på 23 procent.

Sidste år beløb stigningen på Berlin-Warszawa sig til 51.000 flere rejsende og 22 procent, mens 17.000 yderligere passagerer valgte at tage toget fra München til Verona i forhold til året før. Det er en stigning på 20 procent. Det skriver RailTech.

Antallet af passagerer på Deutsche Bahns rute mellem München og Wien blev øget 17 procent og 72.500 rejsende, når man holder tallene op mod dem fra 2022, ligesom der på ruten fra den tyske by til Zürich blev registreret 17.000 flere togpassagerer svarende til en stigning på 16 procent.

Flere direkte tog til Danmark
På baggrund af den stigende efterspørgsel planlægger Deutsche Bahn flere nye tiltag. Selskabet har fremrykket ibrugtagningen af de nye ICE 3neo-højhastighedstog med et halvt år, og de ventes nu at være i drift i midten af i år på ruterne fra Frankfurt til Bruxelles og Amsterdam.

I løbet af i år vil sporarbejde på Berlin-Amsterdam-ruten ligeledes betyde en reduceret rejsetid på op mod en halv time, mens Deutsche Bahn ligeledes skruer op for kapaciteten på en række af selskabets ruter i højsæsonen.

Derudover vil man øge mulighederne for at rejse med nattog. Der bliver etableret en rute mellem Berlin og Paris samt Bruxelles, der vil afgå tre gange ugentligt, mens den natlige München-Wien-Wroclaw– Kraków– Warszawa-rute også vil blive betjent tre gange om ugen.

Deutsche Bahn oplyser i tillæg hertil, at man desuden vil øge antallet af direkte tog mellem Hamborg og København.


Relaterede artikler:

Deutsche Bahn og fagforening enig om strejkestop

Vil have højhastighedstog fra Italien til Tyskland

Kun godt halvdelen af fjerntogene ankom til tiden