Vi har den rejsebranche, vi har fortjent

Ejvind Olesen

Ejvind Olesen

WEEKENDKLUMME: I dag fylder Danmarks Rejsebureau Forening 75 år, og det skal vi være glade for. Vel behøver man ikke altid være enig, men årene igennem har den danske rejsebranche været førende i det meste af verden. Det kan man i høj grad takke foreningen for.

Af Ejvind Olesen     

Vi har den rejsebranche, vi har fortjent. Og vi har fortjent en hel del! Som et af de mest rejsende folk i verden, beregnet efter indbyggertal.  Det er ikke for meget sagt, at charterbranchens vugge stod i Danmark. Som et eksempel på, hvor langt man kan nå, selv i datidens monopolverden.

Af præcis samme grund har det heller ikke altid været let at finde en grimasse, der kunne passe, fordi der både var monopolister i rejsebureauerne og frihedsstræbende folk som medlemmer af foreningen. SAS var de alle mere eller mindre afhængige af, og flyselskabet kæmpede til det sidste for at bestemme og holde på sine rettigheder.

De store feriebureauer havde både forretningsfolk og ferieturister som kunder, i reglen med rutefly, men også med charter. Tænk bare på Jørgensens Rejsebureau, Dane Tours, Stjernerejser og mange flere. Derfor måtte DRF skræve bredt for at rumme alle.

Charterbureauerne beholdt deres egen organisation og endte aldrig senere i en fusion. Det kunne i øvrigt have været en smuk jubilæumsgave at give hinanden.  At gå sammen om stribevis af fælles problemer. Men sådan skulle det ikke være.

Mest karakteristisk sagt af fhv. generalsekretær Karin Aagesen i seneste udgave af Stand By: ”Simon Spies lovede mig, at nu skulle han nok sørge for at få alle med. Det nåede han ikke, og da vi fulgte sagen op, mente Erling Brodersen bestemt ikke, det var nødvendigt.”

I dag siger chefen for Spies, Jan Vendelbo, at Spies er medlem af begge foreninger med et ben i hver lejr. Og det fungerer udmærket.

Paradoksalt nok opnåede man i en tre årig periode at have en tidligere SAS-direktør, Frede Ahlgreen, som formand. Det var inden, det endelige slag skulle slås om flyselskabernes ret til at fjerne provisionen.

Hvordan man end vender og drejer det, har DRF, og da især siden 1980 med Karin Aagesen som generalsekretær og derefter i nu godt 12 år med Lars Thykier i stolen, været en helt afgørende spiller over for myndigheder og forbrugerorganisationer.

Pakkerejselovens betydning for forbrugerne og den obligatoriske ansvarsforsikring for alle rejsebureauer, som medlemme af DRF, er med til at skaffe ordnede forhold og holde fantasterne ude.

Nok er vi nogen, der nu og da synes, at forbrugerrettighederne er gået for vidt. Folk må godt kunne tænke selv og søge faglig bistand frem for at give sig i internettets vold – og klage bagefter. DRF har i moderne tid forstået balancegangen mellem forbrugerne og producenterne. Og ikke mindst lovgiverne.

Politikerne og embedsmændene har det i dag med at gå over gevind i forsøg på beskytte forbrugerne. Tænk bare på misfostret af en lov om konkurssikring af flybilletterne. Igen er DRF en saglig modvægt, som endelig ser ud til at give resultat.

Siden 1973 har jeg haft et godt og inspirerende samarbejde med Danmarks Rejsebureau Forening. Både med formænd og generalsekretærer. Det er befriende, når man for eksempel skal skrive om et krak i rejsebranchen eller et flyselskab at vide, hvor man kan hente en saglig og afbalancereret kommentar.

Det er positivt over for læserne, og det skaber respekt hos dem, der straks er parate til at skrue endnu en tand op på forsikringsskruen hos arrangørerne.

For brancheblade som Take Off og Stand By takker vi for samarbejde og gentager vores lykønskning i anledning af 75-års dagen:

”Når man bliver gammel, har man brug for et godt netværk og alligevel at holde sig ung med de unge. Det mener vi også.”

Take Off 56 år og Stand By 31 år.

God Weekend.