Fredagskommentaren – Sankthansaften ved polarcirklen

Af Ejvind Olesen



EN SKØN dansk midsommeraften er forbi, og nu går det igen den forkerte vej med Solen og lyset. I hvert fald, hvis man bor på den nordlige halvkugle.



Da jeg samtidig kunne læse, at Hotel Storforsen en times kørsel fra Luleå, nordvest for Piteå og tæt på polarcirklen, er blevet solgt og skal udbygges af den svenske hotelkonge Hilding Holmquist for 90 mio. kr., dukkede erindringsbillederne op.



Fra et område, hvor der netop nu er lyst 24 timer i døgnet, hvor radiserne i danske nationalfarver skyder i vejret med dobbelt fart, som alle andre plantevækster og hvor man er nødt til rulle gardinerne ned for at få en anelse søvn – bortset fra dem, der slet ikke sover.



DEN DAVÆRENDE svenske turistchef i Danmark, Knud Jensen, fik mig lokket med på en nattur til polarcirklen og midnatssolen fra Stockholm til Kiruna sammen med amerikanske turister. Det var spændende, men en stor del af turen var et besøg i malm-minerne.



Og som vi blev enige om: Hvorfor i alverden flyve så langt for at opleve naturen – og så gå under jorden. I øvrigt så vi ikke Solen på denne majaften, men interessen var tændt.



På en senere pressetur til Luleå, Storforsen og udsigtspunkt til polarcirklen havde vi en meget inspirerende guide og indehaver af et arrangørbureau. Da fandt vi ud af, at vi ville lære danskerne noget om midsommer og polarcirklen. Vi vil i den forbindelse sige Berlingske Tidendes rejseredaktion og arrangementsafdeling.



I et samarbejde med Sterling skabte vi i flere år en fast tradition og solgte på rekordtid turen til læserne. Afgang sanktshansaften ved 18-tiden, op til Luleå (præcis samme afstand som til Verona), helstegt ren og multebær med flødeskum i spændende jagthytte med plads til 130 personer til spisning, efterfulgt af dansk sankthansmål ved søen nedenfor. Vi brugte masser af tid på at få den første tilladelse til at tænde sankthansmål – sådan noget må man ikke i Sverige.



Ved 23-tiden satte vi kurs mod Storforsen, hvor der en lille times buskørsel til et af de mest pragtfulde naturområde i Sverige med rivende vandfald, klippestykker, ildsteder, vilde planter og dyreliv.



Her sad den vilde sigøjner og spillede på sin violin, mens floden med tømmer brusede forbi, og den lokale dejlige svenske sommerpige ikke kunne modstå ham. Alt sammen i filmen “Driver dug falder Regn”, der blev indspillet her efter den kendte roman.



Når man så sig omkring, kunne man godt gribe sig selv i at tænke: Hvem der bare havde en violin!



GRUNDIG RESEARCH betød, at vi havde medbragt pølser og brød hjemmefra i flyets bug, fordi vi vidste at det sparsommer udsalgssted kunne havde lidt sødt brød og chokolade.



Nu sad over halvanden hundrede danskere så rundt ved ildstederne midt om natten og grillede pølser og brød og nød en øl eller to, medbragt fra flyet. Vandfaldene brusede. tømmeret flød – og danskerne var vågne natten igennem. Hist og her lød tonerne – ikke fra en violin – men fra en guitar, og stille sang man i grupper danske sange og svenske viser.



Ved 5-tiden gik turen tilbage til Luleå, hvor Sterlings personale ventede med kaffe og morgenbrød om bord på flyet tilbage til København.



Hvorfor nu al den nostalgi ? Fordi det var et godt eksempel på, hvad et kreativt bureau og flyselskab i forening også kunne arrangere den dag i dag til afveksling for den mere rutineprægede præstation.



Vi spurgte vores vært, Ebbe, hvad lokalbefolkningen egentlig laver om vinteren, når det næsten er mørkt hele tiden. Ebbe havde lune. Her er svaret:



Om sommeren, da fisker og elsker vi.

Om vinteren, da fisker vi ikke!



God sommerferie til dem, der allerede i denne weekend, kobler af. Dag og nat.

Skrevet af