Ans Rejser overtager Berlinspecialisten

RejserBerlinspecialisten ApS, der tilbyder skræddersyede grupperejser til den tyske hovedstad, er blevet overtaget af Ans Rejser, som er hjemmehørende i Silkeborg.

Siden starten i 1999 har Berlinspecialisten sendt over 60.000 gæster sydpå, blandt andet fra skoler, gymnasier, offentlige institutioner, virksomheder, seniorforeninger og ungdomsklubber under mottoet ’billigt, behageligt og indholdsrigt’. Sælgeren af Berlinspecialisten er selskabets grundlægger og ejer, Morten Hansen, Langå.

”Der er store fordele ved denne overtagelse, fordi vi dermed bliver klart markedsførende inden for rejser til Berlin”, siger bureauchef Michael Bach Andersen, Ans Rejser. ”Berlinspecialisten bliver flyttet til vore nye kontorer på Lillehøjvej 2 i Silkeborg, hvor vi åbner sidst i september. Der vil fortsat blive lagt vægt på at tilbyde gæsterne transport og ophold til konkurrencedygtige priser”.

Berlinspecialisten har kunder over hele landet og sender i år over 5.000 gæster til den tyske hovedstad.

Der er sket meget for Ans Rejser, siden oprettelsen i 2006 som et søsterselskab til Ans-bussen. I 2012 flyttede Ans Rejser fra Ans til Silkeborgs midtby, hvor forholdene nu er blevet for trange og derfor rykker man i større kontorlokaler tæt på den kommende Silkeborg motorvej.