Onsdagskommentar

Københavns succes som turistby er uomtvistelig. De seneste fem år har ikke mindst organisationen Wonderfull Copenhagen haft held med at markedsføre sig til gavn for turismen på en lang række områder. Hjulpet af en forbedret infrastruktur, Øresundssamarbejdet, en række nye institutionelle rammer, succesrig dansk optræden på den internationale scene, hotelbyggeri og konferencekoncepter, udvidelse af Københavns Lufthavn og væksten i dansk økonomi er det københavnske turistprojekt en succes.



Men den danske hovedstad halter alligevel bagefter på en række områder. Nogle af dem er der de seneste dage kommet fokus på.



I en række udvalgte kvarterer i den indre by, skal det i sommerhalvåret være tilladt at have servering udendørs til kl. 02 om natten.



Naturligvis og glimrende, selv om det nok er første gang, at de ellers miljøbevidste radikale ligefrem vil have mere støj!



En storby uden natteliv om sommeren er en illusion. Derfor er her tale om et enormt fremskridt. Og selvfølgelig vil der lyde skrig og skrål fra de, der bor i de eftertragtede kvarterer, hvor restauranter og værtshuse florerer. Til dem er der alene at sige, at hvis man vil bo på stenbroen, kan man ikke vente at opleve skovens dybe stille ro.



København skal over for byens gæster folde sig ud som en levende by – og det kan kun ske, hvis den danske sommernat også kan udnyttes til samvær og hygge.



Nu mangler bare, at restriktionerne i byens åbnings- og lukketider også liberaliseres yderligere (eller helt fjernes) for at undgå, at turister med kort ophold i København på weekender og helligdage skal opleve en død og stille by uden åbne butikker og institutioner.



Og samtidig med debatten om natteservering, har repræsentanter fra de kulturelle seværdigheder peget på den elendige vejledning turister får, når de via byens skilte skal finde vej til bygninger, museer, kunst eller miljøer de gerne vil opleve.



Her halter København bagefter. Og det burde man fluks gøre noget ved, så det er muligt for turisterne at finde det, de gerne vil se.



Men det kan budgettet ikke bære, lyder det fra Rådhuset.



Det er for ringe. Simpelthen. Hovedstaden skal omgående have en skiltepolitik, der lever op til den standard, der findes mange steder i udlandet, og som gør det nemt at finde rundt i byen og nå det, man gerne vil se i løbet af nogle få dage under sit besøg i en fremmed by.



Behovet er oplagt, nytteværdien af ordentlig skiltning åbenlys og pengene må være tilstede.



Det københavnske bystyre er jo ikke ligefrem forarmet.




Skrevet af