Topdanmark opfordrer sine over 500.000 privatkunder til at læse Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Pressefoto via Topdanmark.

Dobbelt så mange kunder spørger om rejseforsikring

Ny opgørelse fra Topdanmark viser, at forsikringsselskabet den seneste måned har hjulpet 94 procent flere kunder med spørgsmål om rejseforsikringen sammenlignet med samme tid sidste år.

Listen over destinationer, hvor coronarestriktioner igen besværliggør eller umuliggør en rejse, vokser. Det samme gør antallet af opkald fra bekymrede kunder hos landets næststørste forsikringsselskab.

Syv ud af ti kunder ringer for at høre om mulighederne for at afbestille eller få hjælp på selve rejsen, oplyser Topmark i en pressemeddelelse.

I den siger Carsten Elmose, privatdirektør i Topdanmark: ”Telefonerne er rødglødende, og vi skal tilbage til starten af coronapandemien for at finde en situation, der minder om den, vi oplever lige nu. Efter en periode med klare rejsevejledninger oplever vi, at der igen er skabt markant usikkerhed.

Kunder, der snart skal på skiferier, juleferie og badeferier, ringer med spørgsmål til dækningen på deres rejseforsikring, eksempelvis hvis der er risiko for at blive mødt med et isolationskrav eller en afvisning ved grænsen,” siger han.

Afklaring kort før afrejse
I Østrig er der lockdown og udgangsforbud, mens Storbritannien og Schweiz stiller krav om isolation ved indrejse. Samtidig fraråder Udenrigsministeriet indrejse til Sydafrika og ni andre afrikanske lande på grund af risiko for smitte med omikronvarianten.

Opgørelsen fra Topdanmark viser også, at varigheden på kundesamtaler er på et rekordhøjt niveau. Tiden, som en medarbejder bruger på at hjælpe en kunde, er steget med 17 procent den seneste måned.

”Vi prioriterer lige nu at bruge ekstra lang tid på at svare på spørgsmål om reelle eller hypotetiske scenarioer, men da forholdene ændrer sig konstant, tager vi ikke stilling til dækning på afbestillingsforsikringen før to til tre dage før afrejse. Trods bekymringer er kunder efterhånden vant til, at rejseplaner kan ændre sig med kort varsel,” siger Carsten Elmose og tilføjer:

”Det samme gælder forståelsen for, at ”manglende lyst” ikke kan bruges som årsag til afbestilling. Der skal være restriktioner fra enten danske eller udenlandske myndigheder, der har stor betydning for rejsen, før man kan få hjælp fra forsikringen.”

Skal man rejse til et land, hvor grænserne er lukket, eller hvor det i praksis er umuligt at gennemføre rejsen på grund af lockdown eller karantæne/isolationskrav i store dele af rejseperioden, vil afbestillingsforsikringen typisk kunne anvendes, oplyser Topdanmark.

Relaterede artikler:

3.500 kroner i bøde for at afvise coronatest i CPH

Færdigvaccinerede over 60 år kan stadig rejse

Danske rejseforsikringsselskaber fraråder ikke rejser

Mange danske turister bekymret for coronasmitte