Giv Rejsemægleren det røde kort

MANDAGSKLUMMEN: Spørgsmålet er blot, hvem kan gøre det? Men man kunne jo passende starte med en opfordring til landets gymnasieskoler, som har givet rejselskabets repræsentant adgang i det store frikvarter.

Af Ejvind Olesen 

Velkommen hjem danske gymnasieelever. I dag begynder skolen og hverdagen igen. Håber I nåede bussen, og at chaufføren ikke faldt i søvn ved rattet. Og at han i det mindst havde kørekort. Håber også, at I ikke er blevet forkølede af at vente uden for hotellerne i Prag – hvor I blev smidt ud kl. 10, så de kunne ånde lettet op – indtil busserne endelig kom sidst på eftermiddagen i den bidende kulde i Prag.

I har levet livet i Prag og på skiferie i Frankrig (her var arrangøren Northlander, som åbenbart heller ikke kan holde styr på den danske ungdom), og måske ikke så forfærdelig meget anderledes end en fredag aften og nat i København eller Aalborg. Her kan nogen anføre: Som om det ikke var nok! Men der er et spørgsmål som I selv må klare med jeres forældre om nødvendigt.

Noget andet er i udlandet, når politi, turistforening og ambassader bliver indblandet. Beskæmmende når den danske ambassadør til TV udtaler, at ambassaden nok må sætte ekstra mandskab ind næste år i uge 7 og 8 for at klare problemerne.

Nej, det skal ambassaden og dermed den danske stat absolut ikke. Det skal derimod den såkaldte rejsearrangør, Rejsemægleren. Vel at mærke nogle ansvarlige voksne mennesker, men det tror jeg bare ikke man er i stand til. Derfor bør en mere ansvarlig rejsebranche operatør tage over. For naturligvis skal skoleleverne have lov til at komme på vinterferie. Også gerne til en fornuftig pris. Er der virkelig ingen, der kan påtage sig den opgave?

På den anden side skal en ny turoperatør have et godt navn i Prag, før et hotel tør være med igen – uanset hvor tomt der ellers vil være i februar.

Desværre er der næppe en mere direkte måde at stoppe Rejsemægleren på. Man er medlem af Garantifonden, hvis man ellers overholder sine økonomiske forpligtelser. Og jeg er ret sikker på, at mægleren aldrig kunne blive medlem af Danmarks Rejsebureau Forening. Og naturligvis kan eleverne – forældrene – da klage til Rejse-Ankenævnet, og efter et halvt eller et helt år få 200 kr. tilbage af de 1.480 kr. turen kostede.

Mon ikke der er mange, der er blevet meget klogere? Lad nu gymnasierne gå i spidsen, selv om de slet ikke er med i elevernes rejseliv.