De italienske jernbaner har indsat ugentligt tog mellem Rom og byen Pompeji, der i år 79 blev begravet af et stort udbrud fra vulkanen Vesuv, og som er en af Italiens største turistattraktioner.
Pompeji, der også staves Pompeii, er en ødelagt og delvis begravet, større romersk by nær Napoli. Da Vesuv gik i et flere dage langt udbrud havde byen omkring 20.000 indbyggere, der blev begravet under udbruddet.
Der har ikke før været en egentlig direkte togforbindelse på de omkring 250 kilometer mellem Rom og Pompeji. Der er tog fra Rom til Napoli, hvorfra der skal skiftes til et lokaltog til Pompeji.
Men nu har de statslige italienske jernbaner, Ferrovie dello Stato Italiane, og det italienske kulturministerium indsat et ugentligt højhastighedstog hver søndag morgen fra Rom og de to timer til selve Pompeji.
Den nye direkte togrute mellem Rom og Pompeji, der årligt besøges af fire millioner gæster, køres med Frecciarossa 1000-tog, der regnes som flagskibet hos Trenitalia.
50 daglige tog mellem Rom og Napoli
I en pressemeddelelse skriver Trenitalia, at toget til Pompeji kører fra Roms hovedbanegård, Roma Termini, søndag morgen klokken 8.53. Under den to timer lange køretur kan passagererne på togets videoskærme få informationer om historien og det antikke Pompeji.
Når Frecciarossa-toget når frem til stationen i Pompeji, kører Pompeii Link shuttlebus passagererne til stedet, hvor Pompeji lå. Toget kører retur fra Pompeji til Rom søndag aften klokken 18.40.
I forvejen har Trenitalia 50 daglige tur-returkørsler mellem Rom og Napoli Centrale; herfra skal togpassagerer til Pompeji kører med regionaltog fra Piazza Garibaldi-stationen.
Begravet under flere meter pimpsten og aske
Vulkanen Vesuv udspyede under sit udbrud mindst 10 milliarder kubikmeter pimpsten, aske og lava. Heftige jordskælv rystede byen og fik mange bygninger til at styrte sammen.
Pompeji blev var begravet under et op til fem meter tykt lag pimpsten og aske. En del af de indbyggere der ikke nåede at flygte, blev bevaret for eftertiden på en særegen måde. Blandingen af pimpsten, aske og vand dannede en cementkapsel om dem, så de blev foreviget i dødsøjeblikket.
Der er fundet omkring 2.000 døde i Pompeji efter vulkanudbruddet, hvad der regnes som en tiendedel af befolkningen, skriver Wikipedia.
Relaterede artikler:
Greenpeace: Togrejser ofte dobbelt så dyre som flyet